Lad der ikke herske nogen tvivl om, at mine mennesker har visse ganske glimrende egenskaber. De serverer altid mad og nusser mig, når jeg forlanger det. Okay, NÆSTEN altid når jeg forlanger det. Der er sket et kommunikationsbrist eller to før i tiden, men jeg træner dem løbende og med hård pote. Og jeg skal nok komme i mål med perfekt opdrættede mennesker en dag.

Nå, de er altså gode nok. Gode nok i MINDRE doser, må jeg lige tilføje. Men det sidste lange stykke tid synes jeg godt nok, jeg har fået LIDT for meget af dem. Alle katte har vel for pokker en grænse!

Det er nærmest ligegyldigt, HVOR jeg bevæger mig hen i huset. Efter ganske få skridt bliver jeg samlet op og nusset på hagen af et understimuleret menneske. Den behandling kan jeg leve med én eller to gange om dagen. Det kan da næsten være rart til tider. Men ikke 5 gange i timen!

Nuvel, menneskene er da begyndt at bevæge sig ud af huset igen, dog iført nogle latterlige små masker.

”Vi skal jo passe på Corona,” siger de nervøst.

”Corona? Hvis der er nogen, der skal indgyde frygt her, er det MIG. Hvad er det for en Corona-kat, I så bange for? Fortæl mig, hvilken baghave, han render rundt i, og så skal jeg nok klare ærterne,” hvæser jeg irriteret.

Menneskene kigger blot bekymret tilbage på mig hen over deres masker.

Jeg beslutter mig for at understrege, hvem der er farligst her og flænser et bukseben, da menneskene kommer hjem.

”Nååh, lille mis. Er du også træt af Corona?” spørger én af dem mildt.

”Ja, det kan du bide dig selv i armen på, at jeg er. Hvis eller du KUNNE bide dig selv med de der dumme, flade tænder. Det er da ikke mærkeligt, at Corona kan tryne dig,” snerrer jeg tilbage og kravler om bag sofaen for at vise min utilfredshed.

Hvis mine mennesker er så bange for Corona-katten, at de ikke engang tør fortælle, hvor han gemmer sig henne, så må jeg jo selv finde ham og lære ham en lektie, han sent glemmer. Efter jeg har nuppet mig en lille 12-timers lur selvfølgelig.




Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *