Colson Whiteheads roman Den underjordiske jernbane var den store litterære sensation i USA i 2016, og det er en helt igennem formidabel bog, der kan være svær at beskrive. Så jeg stjæler en sætning fra The National Book Review: ”Historien om slaveriet skrevet, som Hendrix spillede nationalsangen.” Det giver et godt indblik i tonen i bogen og følelsen, den efterlader i læseren.

Bogens mange priser tæller også en Arthur C. Clarke Award for bedste science fiction-novelle, selv om den i det store hele er en dybt realistisk brutal og skræmmende historie om slaveriet og den menneskeforagt, der lå bag. Det er der en god grund til. Under slaveriet fandtes der faktisk et netværk, som også bestod af hvide, der hjalp slaver til flugt. Man kaldte det den underjordiske jernbane, og Colson Whiteheads ide er lige så enkel, som den er genial – hvad nu, hvis den underjordiske jernbane var en RIGTIG underjordisk jernbane …

Bogen foregår i starten af 1800-tallet og handler om teenagepigen Cora, der er slave på en plantage i Georgia, der er ejet af et brødrepar, hvor specielt den ene er en sadistisk tyran. Hendes mormor blev sammen med resten af sin landsby bortført fra deres hjem i Afrika og sejlet over Atlanten til USA. Hvilket skete for anslået 12 millioner afrikanere i en periode over 400 år. Et fuldstændig vildt tal …

Coras mor Mabel er nærmest en legende blandt de andre slaver, da hun er den eneste, som med held er flygtet fra plantagen, men datteren Cora hader hende for det. Hun blev efterladt som 10 årig – og massevoldtaget af andre slaver et par år senere – og føler sig berettiget svigtet. Brutaliteterne hober sig op, indtil hun tager imod invitationen fra en anden slave, Caesar, og tager flugten med ham. Og så går det ellers fra station til station, der udstiller og beskriver forskellige stadier af racismen og undertrykkelsen afhængigt af, hvilken stat Cora kommer til. Alt imens den særdeles ihærdige Ridgeway, der ernærer sig ved at fange flygtede slaver, hele tiden er lige i hælene.

Bogen er en rejse ind i slaveriets USA, men også en rejse i en ung piges stigende håb og realisering af, at der måske faktisk findes en tilværelse uden lænker, pisk og ydmygelser. Et håb, der hele tiden modtager tilbageslag, men ikke helt lader sig udslette. Jeg synes, at den taber en smule luft i sin sidste tredjedel, hvor Cora træder lidt i baggrunden for at give plads til en større beretning om de sortes stigende ønske og krav om retfærdighed og frihed. Men Whitehead hiver den hjem i en hæsblæsende og dramatisk finale, og selv om bogen ud fra beskrivelsen måske lyder som tung læsning, så er det altså en både spændende, letlæselig og nogle steder ligefrem opløftende og humoristisk beretning.

At den er stemplet som en ”vigtig” bog er logisk. Men det skal ikke skygge for, at det er en helt igennem forrygende, knugende og nervepirrende bog, der fortjener alle de priser, den har modtaget.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *