En af de absolut bedste originale film fra Netflix, er Alex Garlands sci-fi film Annihilation med Natalie Portman i hovedrollen. Men bogserien bag film – Jeff Vandermeers Southern Reach triologi – har faktisk i flere år fået en del buzz i litteraturkredse. Det er ikke svært at forstå.

Bind 1 Udslettelse er den bog, der er forlæg for filmen. Og lad det være sagt med det samme: Jeg er ret vild med filmen, fordi den er mystisk, har en knugende uhygge og bestemt ikke lefler for sine seere – særligt i forhold til slutningen.

Hvis du til gengæld synes, at filmen var lidt for syret, skal du holde dig langt væk fra bogen. For selv om filmatiseringen har ramt tonen og uhyggen godt, så er handlingsforløbet ret anderledes. Væk er rammefortællingen og nogle af filmens bedst fungerende og mest uhyggelige scener, som fx den i den tomme swimmingpool, krokodillen og ikke mindst bjørnen (har du set filmen, er du ikke i tvivl om hvilke scener, jeg mener). I stedet for de her ret håndgribelige farer, får du en række nærmest ubeskrivelige hændelser.

Udslettelse er fortællingen om fire navnløse kvinder, der sendes på en mission i Område X. De er kun tituleret ved deres profession – hovedpersonen er Biologen – og de skal udforske et mystisk område, som pludselig og uforklarligt er opstået i et øde område af USA. Flere ekspeditioner har tidligere besøgt området, men mange er aldrig vendt tilbage, og dem, som kommer ud derfra igen, virker forandrede og dør efter kort tid af kræft.

Og så bliver det helt enormt syret og nærmest umuligt at referere. ”Noget” påvirker naturen i området, og det samme påvirker de fire deltagere i ekspeditionen, som hurtigt bliver mistroiske og fjendtlige over for hinanden, og begynder at handle meget irrationelt. Centrum for mystikken er henholdsvis et fyrtårn og en tunnel/et omvendt tårn/noget helt tredje, som henholdsvis drager og frastøder de fire kvinder.

Hvad mere kan man sige? Biologen er fortælleren i historien, og indholdet i bogen er – formentlig – hendes noter i en logbog, som hun fører. Hun bliver tidligt smittet af ”noget”, da hun kommer til at indånde nogle mystiske sporer, og herefter kan resten læses med forskellige forbehold. Fortæller Biologen det, som hun som person oplever? Er hun i virkeligheden påvirket og styret af ”noget”, som også påvirker og ændrer den fortælling, som vi læser? Altså, er det skrevet med ført pen? Man bliver som læser ikke klogere, da der hen mod slutningen af bogen direkte står: ”Der er ikke ret meget mere at fortælle, selv om jeg ikke har fortalt det helt korrekt”.

Jeg mindes ikke nogensinde at have læst en så original og foruroligende bog, og Jeff Vandermeer skriver blændende og minimalistisk – når han beskriver det ubeskrivelige, er det ofte ved at beskrive, hvordan det påvirker både omgivelser og personer. Det gør, at du danner de vildeste billeder i dit hoved, som aldrig rigtigt bliver 100 procent konkrete.

Efter at have læst Udslettelse har du ingen anelse om, hvor bind 2 og 3 vil bevæge sig hen, og du er også i tvivl om, hvad Udslettelse egentlig slutter med, men det er 221 fabelagtige sider.

Anbefalet af: Ralf Gottschalk Dahl

Ralf er ivrig læser i sin, ifølge ham selv, bedste alder.
I det daglige er han journalist og studievært på DR P4.
Han er desuden, hvad der meget fint kaldes moderator. Det vil sige,
at han arbejder på Krimimessen i Horsens og Ordkraft i Aalborg, hvor han
interviewer de indbudte forfattere på scenen.
Ralf læser næsten alt og meget – fra Harry Potter til Jesper Stein,
Dostojevskij og James Joyce. Men INGEN digte!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *