”Er det her ikke bare hyggeligt?” smågriner farkæmpen, mens han for GUD ved hvilken gang fylder kæften uden at byde mig så meget som en flad vingummi.

Ja, jeg har faktisk styr på de fleste typer af det narkotika, de voksne fylder sig med nærmest dagligt. Det lader til at gå under fællesbetegnelsen ”slik”. Og hold da op ellers lige op, hvor gad jeg godt smage.

”Forestil dig det bedste babymos, du nogensinde har gurglet i dig. Og gang så smagen med 1000. Så har du en ide om, hvad slik er,” lyder det ofte længselsfuldt fra den 18-måneder gamle veteran på blå stue, der som den eneste har prøvet dette fantastiske drug.

Men hvor var jeg da ellers bare tæt på, da hende mormorkæmpen var på besøg i sidste uge og næsten fik sneget et stykke forbi husets overbetjent. Desværre er min morkæmpe ikke sådan lige at snyde.

”Mmm – det er altså bare noget lækker chokolade det her,” smasker far veltilfreds, og jeg overvejer at gylpe ned i hans slikskål.

Katten mjaver kælent og gnider sig mod fars ben. ”Jeg tror sgu ikke, du skal regne med gevinst her, gamle jas, ” siger jeg tørt. ”Der er større chancer for at liste Ringen fra Gollum.”

Katten kigger irriteret op på far, der til gengæld sender et ømt blik efter en lakrids, før den forsvinder ned i hans trætteløse svælg.

”Er det her en slags hævn, fordi jeg næsten fik fingrene i noget af jeres dyrebare kæmpe-narko i sidste uge?” råber jeg til mor, der pusler rundt i køkkenet. Hun æder sikkert slik  derude. ”Jeg synes godt nok, det nærmer sig Guantanamo-sadisme at placere mig i skødet på byens største slikmisbruger en fredag aften.”

Fjernsynet laver et ekstra højt brag, og far jubler. For at føje spot til skade ser han én eller anden åndssvag actionfilm fuld af eksplosioner og kedelige kæmper.

”Du er klar over, at den slags fordummende fjernsyn smelter din hjerne, ikke?” kommenterer jeg, velvidende at jeg taler for døve ører. ”Du skulle hellere tænde for den glimrende og skarpe samfundssatire, Teletubbies.”

Far hopper mig op og ned på sit knæ, mens hans gumlende kæbe skraber mig i baghovedet. ”Jamen sikke da en pragtfuld fredag aften, vi har gang i her,” siger jeg, men jeg orker knap nok at holde en sarkastisk tone sætningen ud. Far griner.

”Skaat – jeg tror vores lille basse er vild med Die Hard. Han har også næsten samme frisure som Bruce Willis, hahaha.”

Jeg sukker, højlydt, men fjernsynet overdøver mig. Det må være sådan, Helvedets Forgård føles: en stor, dejlig skål slik uden for min rækkevidde, et program i tossekassen uden samfundsrelevans og en farkæmpe, der om muligt formår at irritere mig endnu mere end normalt. 

Det her må stoppe, tænker jeg og gør klar til at skrue så højt op for min egen lydstyrke, at intet fjernsyn i verden kan overdøve mig. Men så sker miraklet: farkæmpen sætter mig i sofaen og går på toilettet.

”Halløj, smukke,” siger jeg til min nye sidekammerat. Men her er ikke tid til en indledende flirt – jeg må gå lige på og hårdt. Min hånd flyver ned i det forjættede land og får fat i et stykke.

”Nå, slik – lad os så finde ud af, om al polemikken omkring dig er fortjent.”

Mit stykke er rødt og blødt og småfedtet – det sidste må skyldes fars svedige fingre. Jeg gumler et par sekunder og … BANG. Tusind små sukkernisser flyver rundt i min mund og banker løs på min tunge med baseballbat dyppet i jordbær og solskin. HOLD DA HELT OP! Jeg nupper et stykke mere, og endnu flere nisser gør de første selskab. Endnu et stykke, og nisserne flyver ned i mine hænder, der begynder at ryste. Faktisk fyldes hele min krop med en helt fantastisk energi. WOW, for et rush. Jeg får lyst til at synge og kravle og flyve og hoppe og danse og … farkæmpen kommer ind igen og kigger forfærdet på mig.

”Jaja, det kan godt være, at jeg er ”high as a kite” lige nu, men du skal ikke komme for godt i gang, hr. Far. Du er husets største narkoman.”

Far hiver slikket ud af hænderne på mig, og jeg bider efter hans fingre.

”Hvad er det dog, der foregår herinde?” Mor er også kommet ind i stuen.

”Ehm, ikke noget,” siger far spagt, mens jeg tager tilløb og forsøger mig med en dobbelt forlæns salto ned fra sofaen. Farkæmpen griber mig lige akkurat i det yderste af min ene hæl.

”Ahmen hvad laver du, mand,” snerrer jeg irriteret og vapper ham én på siden af hovedet. ”Der er jo ikke mange stilpoint i, at du blander dig.”

”Han er jo helt ustyrlig – har han fået SLIK??” Mor tager sig til munden med hænderne.

”Det kan du bande på, fru betjent, og det var IKKE sidste gang,” råber jeg og kaster mig ud af armene på far i det, der kunne være blevet et elegant, baglæns hovedspring, hvis ikke begge mine kæmper med – indrømmet – ganske imponerende reflekser griber mig i hoved og ble.

Mens mor skælder ud på far, og jeg puttes i den ekstrahøje vugge, planlægger jeg min triumf på blå stue på mandag, når jeg henkastet fortæller de andre, at den forjættede slikklub har fået endnu en baby som medlem.

Er du også vild med historierne om de dumme kæmper? Så kan du købe den lækre bog her:

https://www.dafolo-online.dk/bestil-b%C3%B8ger-og-tryksager-direkte-i-vores-onlinebutik/forlaget-litteraturpasset-de-dumme-k%C3%A6mper-lit-97150-20?fbclid=IwAR1kN1oRnSzVU7Ppyq1dlRtykJeOtBQbXMScNWL6Lp-cqua-boTUxz2A7Xk

Skrevet af: Christian Klitholm 

Christian er stifter af LitteraTurpasset.
Han er journalist og ivrig skønlitterær forfatter.
Krimier, storladne eventyr og historiske romaner udgør
hjørnestenene i hans litterære diæt.
Mange af historierne her på siden bliver skrevet af Christian.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *