Finn Halfdans 3. krimi, Oraklet, udkom i marts, og jeg var ret begejstret for hans anden bog, De uskyldige døde (har ikke læst den første). Oraklet skuffer ikke. Mængden af danske for slet ikke at tale om skandinaviske krimiforfattere er massiv, og det kræver virkelig noget særligt at skille sig ud. Og uden at være hyper original udmærker Halfdan sig ved nogle virkelig gennemtænkte- og researchede bøger, der tilmed er skrevet i et let og levende sprog. Han tilhører efter min mening altså absolut en af de bedre.

Oraklet handler om politimanden Daniel Bro, der som en dygtig efterforsker hos politiet, er drevet af en mission: Han vil finde den person, der 19 år tidligere myrdede hans teenagesøster. En dag bliver han kontaktet af en anonym person, der påstår, at han/hun kan udpege den skyldige i en hvilken som helst sag. Og dermed altså også Daniels lillesøsters morder. Daniel er skeptisk, men Oraklet er tilsyneladende the real deal, og de slår en handel af. Og så begynder tingene at gå skævt, mens Daniel må overveje, om han fx kan stole på sin nye (ikke helt uattraktive) makker Alba. 

Og så skal der ikke afsløres mere, men udover at vi får en hæsblæsende og spændende historie, er der også nogle etiske dilemmaer, som man kan fundere over undervejs. 

Plottet er ret godt og originalt tænkt, og Halfdan formår på glimrende vis at få tingene til at hænge sammen på plausibel vis til sidst. Jeg havde godt nok ramt rigtigt med mine gæt omkring gerningsmand, men det lever man med, når det er så velskrevet.

Og så et ekstra plus. Den første bog handlede om en mandlig journalist, den anden om en kvindelig journalist og nu altså en mandlig politimand fortalt i jeg-person. Det ville være så meget nemmere at skrive en serie som alle andre, men det giver altså lidt ekstra spænding med hensyn til slutningen, når man ved, at der ikke skal komme 6-8 bind mere om samme hovedperson.

Anbefalet af: Ralf Gottschalk Dahl

Ralf er ivrig læser i sin, ifølge ham selv, bedste alder.
I det daglige er han journalist og studievært på DR P4.
Han er desuden, hvad der meget fint kaldes moderator. Det vil sige,
at han arbejder på Krimimessen i Horsens og Ordkraft i Aalborg, hvor han
interviewer de indbudte forfattere på scenen.
Ralf læser næsten alt og meget – fra Harry Potter til Jesper Stein,
Dostojevskij og James Joyce. Men INGEN digte!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *