Det var sådan set lige meget, om det var sket i 1969, 1989 eller sidste måned. Hvis nogen i detaljer kunne huske månelandingen, murens fald eller hvornår de sidst havde fået tarteletter, var det Poul. Lige indtil den dag, han ikke kunne. Det var især hårdt ved Birger, da Poul var den eneste anden på plejehjemmet Tusindfryd, der havde været aktiv i modstandsbevægelsen under krigen.

”Og nu må han så bare finde sig i at glemme, hvor pragtfuldt det var at mule de dumme tyskere. Forbandede demens,” knurrede Birger, mens hans kørestol trillede hen over tåspidserne af en ny SOSU-hjælper, der endnu ikke havde lært, at det altid var en god ide med en vis sikkerhedsafstand, når Birger var i særligt dårligt humør.

”Alt er vel ikke helt væk? Jeg mener – man glemmer jo ikke bare det hele med det samme, vel?” sagde Søren, da han havde undskyldt til hjælperen på Birgers vegne.

”Det kunne man ligeså godt. Det ville sgu være mere nådigt end at sidde der og mærke minderne sive ud som gassen af en ballon, indtil den er helt slatten og ubrugelig.” De dybe furer i Birgers pande blev endnu dybere, da han rynkede den.

”Birger, er der noget, jeg skal vide?” spurgte Søren og rynkede selv panden.

”Ja, det ved jeg sgu da ikke, Søren,” svarede Birger kort for hovedet og hjulede hen mod sit værelse i et tempo, så endnu en Sosu måtte springe for livet.

Søren kunne ikke dy sig for at tale med Marie om Birger til frokosten.

”Nej, mig bekendt er Birgers hukommelse helt glimrende,” sagde Marie, mens hun stak i sin bagte kartoffel. ”Det er altid ham, der husker mig på, at jeg er ved at løbe tør for syrlige drops.” Hun slikkede sig om munden – sikkert ved tanken om den fyldte pose oppe på hendes værelse.

Birger dukkede ikke op til aftensmaden og heller ikke morgenmaden dagen efter, og han åbnede ikke, når Søren bankede på hans dør. Søren var begyndt at blive alvorligt bekymret for vennen og overvejede at gå til plejehjemmets ledelse for at få dem til at låse op ind til Birger – velvidende, at den gamle bulderbasse bestemt ikke ville bryde sig om sådan en invasion. Inden Søren kom så langt, rullede Birger ind i spisestuen midt i aftensmaden og plejehjemsleder Idas gennemgang af, hvordan man søgte boligstøtte hos kommunen.  

”Godt, hør så her,” brølede han, mens Ida hoppede en kvart meter i vejret.

”Birger, jeg står lige og forklarer folk noget, de helt sikkert ikke kan finde ud af selv. Vil du være venlig at lade mig tale færdig?” Ida nikkede af det, hun lige selv havde sagt og skulle til at fortsætte.

”Vi skal have en mindecafé!” lød det uanfægtet fra Birger, der fortsatte, før hun nåede at sige mere.

”Jamen Birger – mintpaté lyder altså ikke særlig lækkert. Jeg vil til enhver tid foretrække leverpostej,” indvendte Marie.

”En MINDECAFE, Marie. MINDE … CAFÉ!” tordnede Birger så højt, at selv dem med høreapparatet skruet helt ned måtte have hørt ham.

”Og hvad er det så for noget?” lød det mistroisk fra én af de mandlige beboere, der aldrig havde brudt sig om Birgers højlydte facon.

”Det skal jeg sige dig, Niels,” sagde Birger med et listigt drag om munden. ” Hver onsdag lige efter maden mødes vi nede i foyeren til en lille én eller fem, og så mindes vi. Vi får selvfølgelig hjælp af musikere, malere, skuespillere og den slags.”

”Ej, DÉR må jeg nok lige stoppe dig, Birger. Det lyder alt for dyrt,” sagde Ida, der ikke helt formåede at skjule et lille, tilfreds smil.

”Det kommer ikke til at koste dig og dine DJØF-venner på kommunen en krone,” min kære Ida, svarede Birger lynhurtigt. ”På onsdag får vi besøg af en operasanger, der vil synge de gode gamle med Poul Bundgaard, ugen efter er der diasshow om Danmark i 60’erne – det årti mindes vi vist alle med glæde – og ugen efter igen vil en skuespillertrup opføre Sommer i Tyrol. De gør det alle gratis. Det har jeg sørget for.”

Flere af beboerne gispede frydefuldt, og Idas mund gik op og ned som en fisk på land, men der kom ingen lyd ud.

”Jeg har sørget for arrangementer til de to første måneder allerede, og en lokal bar har lovet os alt det Gammel Dansk, vi kan drikke. De tænker vist, at det må give god presse eller noget.”

Rummet brød spontant ud i klapsalver, og Birger bukkede, så godt det nu lod sig gøre i hans kørestol.

Skrevet af: Christian Klitholm 

Christian er stifter af LitteraTurpasset.
Han er journalist og ivrig skønlitterær forfatter.
Krimier, storladne eventyr og historiske romaner udgør
hjørnestenene i hans litterære diæt.
Mange af historierne her på siden bliver skrevet af Christian.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *