Den magiske pose! Mennesket skal til at åbne den magiske pose, der tilsyneladende indeholder endeløse mængder mad. Mad KUN til mig. Jeg er lige ved at begynde at spinde kælent, men besinder mig så. Mennesket behøver ikke vide, HVOR begejstret jeg er. Det kunne jo forledes til at tro, jeg stilles tilfreds alt for let, og hvor er vi så henne? Før vi får set os om, er jeg ikke længere det naturlige centrum for al kælevirksomhed her på matriklen, og dét går jo ikke.

”Her skal du bare se, lille mis. En dejlig mamsehaps til dig,” siger mennesket, og jeg bærer som altid over med det. ”Mis” lader til at være det navn, menneskene bruger til mig. At jeg ude i baghaverne er bedre kendt som Lækkerpels-flænser-psykopat-kongen er en helt anden sag.

”Hov hov, du,” siger jeg advarende, da mennesket stopper ved halv fyldt skål. ”Hvis du har dine bukseben kær, så rammer vi lige kanten, okay?”

”Ja, nu er du altså officielt på slankekur, din tykke pelstrold,” griner mennesket gemytligt og klapper mig på hovedet, øjensynligt uden at være klar over, hvor tæt jeg er på at bide dets dumme hånd af. Men jeg er faktisk stadig for chokeret.

”Slankekur??? Hvad I alverden antyder du, dit dejblege toben???” snerrer jeg.  ”ALT du ser på mig er muskler … og pels. Nok lidt mere pels end sidste år, men denne sommer er altså også koldere. Fyld. Min. Skål. Nu!”

Mennesket griner bare videre og går ubekymret ind i stuen for at gøre sig til gode med noget wienerbrød – slankekur gælder åbenbart ikke for alle.

”Javel ja, det er krig, du vil have. Jamen så er du kommet til den rette,” knurrer jeg i så faretruende et toneleje, at jeg faktisk skræmmer mig selv. Hold da op, hvor er jeg frygtindgydende. Og lækker. Og hurtig. Og … Nej, nu må vi holde os til emnet: HÆVN!

”Nå, kommer du her, du lille,” hilser mennesket ubekymret, da jeg elegant hopper op i sofaen til det. Jeg får næsten ondt af det – NÆSTEN. Men min madskål er stadig halvtom!

Uden tøven iværksætter jeg første del af min tretrinsplan. HAPS, siger det, da mine sylespidse tænder borer sig ned i menneskets ynkelige, tynde hud på underarmen.

”Haha, der er vist rigtig én, der er i legehumør, hva’?” lyder den noget overraskende reaktion.

”Legehumør??? Nej, jeg er i riv-dig-i-småstykker-humør!” brøler jeg, men beslutter mig for ikke at ende menneskets ynkelige tilværelse og i stedet påbegynde næste trin. I et unaturligt kraftfuldt og smukt spring flyver jeg over til den nyindkøbte potteplante og vælter den med mine mægtige poter. Og SÅ kan det ellers være, at der kommer gang i mennesket, der flyver op af sofaen og løber efter mig.

”Ja, det er rigtigt. Følg mig, din lallende idiot! Lad min snedige plan omslutte dig!” kagler jeg og må minde mig selv om, at jeg selv her i sejrens stund bør bevare min altid cool facon. Det er jo trods alt ét af mine kendemærker.

Mit menneske følger mig ind i køkkenet. ”Nu ryger du altså udenfor,” råber det, som om det selv tror på, det kan fange mig.

”Kig ned, smarte,” siger jeg iskoldt og ser sidste del af min plan udfolde sig til perfektion.  

”Hvad i alverden???” Mennesket rynker på næsen og løfter højre fod op med mit visitkort tværet ud på hjemmeskoens underside.

”Og der er mere, hvor det kommer fra, så lad dette tjene som en lærestreg. Jeg vinder altid. Og fyld så min skål op. HELT op!”

Skrevet af: Christian Klitholm 

Christian er stifter af LitteraTurpasset.
Han er journalist og ivrig skønlitterær forfatter.
Krimier, storladne eventyr og historiske romaner udgør
hjørnestenene i hans litterære diæt.
Mange af historierne her på siden bliver skrevet af Christian.

2 thoughts on “Kattepine: Madkrig”

  1. Venter på næste historie om mis. Den netop læste kunne snildt være rigtig😄😄😄

    1. Den er skam også baseret på en rigtig kat, Inge – nemlig min egen 😉
      Hilsen Christian

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *