”Nå, hvad er problemet så nu?” Sagsbehandleren kiggede træt på Marianne.

”Ja, altså, jeg har jo ikke fået det voldsomt meget bedre, siden vi sås for bare to uger siden, så det er vel det samme,” svarede Marianne tøvende.

”Og det er stadig den der depression og det der angst, der forhindrer dig i at arbejde, kan jeg forstå?” lød det fra sagsbehandleren med et særligt vrængende tryk på ”angst” og ”depression”.

Marianne tog en dyb indånding, mens hendes hals foldede sig sammen, og små stjerner dukkede op på nethinden. Et panikanfald var på vej. De var begyndt at komme, hver gang hun følte sig presset. Efter sit sidste møde med kommunen havde hun i flere timer haft svært ved at trække vejret.

”Ja, du må jo gerne svare,” fortsatte sagsbehandleren irriteret. ”Eller nu er det måske også stemmen, den er gal med?”

Marianne fik pludselig en voldsom lyst til at råbe af den brunsweaterklædte kvinde, der sad foran hende med hårde øjne og ligegyldigt rettede på sine papirer. Men hun vidste instinktivt, at der ikke ville komme meget mere end et vredt pip ud af hende. Hun havde ikke energien. Ikke længere.

”Nej, nej, stemmen er fin nok,” kvækkede Marianne svagt. ”Men jeg ved virkelig ikke, hvad du vil have mig til at svare?”

”Nå, det ved du virkelig ikke, hva´?” efterabede den anden kvinde. ”Hvis du nu tænker dig rigtig godt om, så kunne du nok godt komme i tanke om det, tror du ikke?”

Marianne kiggede fortabt over på døren og håbede i sit stille sind, at nogen ville brase ind og råbe ”cut! Det her er slet ikke virkeligt. Du er med i et virkeligt ubehageligt skjult-kamera-program. Var det ikke sjovt?”

Men nej, der var kun Marianne og de hårde øjne, der borede sig dybt ind i hende.

”Måske du gerne vil have mig til at finde et arbejde,” sagde Marianne, mens hendes hals skrumpede ind til et par sugerørs størrelse.

”Taler du mig nu bare efter munden, Marianne?” sagde sagsbehandleren. Hendes stemme var spids, og den svirpede i Mariannes ører som en pisk, så det næsten gjorde fysisk ondt.

”Nej, nej, det gør jeg da ikke.”

”Det håber jeg heller ikke, for du ved jo, at jeg har magt til at tage dine ydelser fra dig. Det ved du godt, ikke?”

”Jo,” svarede Marianne stille. Kun ét sugerør nu. Hun kunne næsten ikke få vejret.

”Godt, så går jeg ud fra, at vi er enige om, at du i næste uge starter i et aktiveringsforløb, som du denne gang IKKE hopper fra, fordi du ikke lige kan overskue det?”

Marianne nikkede uden at sige noget. Nu skulle hun bare ud herfra. Sugerøret var begyndt at folde sig sammen, og hun følte sig som en fisk på land, få sekunder fra at blive kvalt.

Ude på gaden ramte anfaldet for alvor. Hendes hjerte piskede af sted, hænderne snurrede, og tusind usynlige monstre stod på spring lige uden for hendes synsfelt. Hun kunne ligeså godt være død, tænkte hun. Det her føltes som døden. Med rystende hænder hev hun de piller op, lægen egentlig ikke ville give hende flere af, fordi de ”var ligeså afhængighedsskabende som heroin”. Hun slugte to og faldt sammen på en bænk uden for kommunekontoret. Pillerne virkede hurtigt og effektivt, og sugerøret begyndte at udvide sig.

Marianne vidste ikke, hvor længe hun havde siddet der, da en anden kvinde pludselig satte sig ved siden af hende og uden et ord lagde en arm på hendes skulder. Hun kunne ligeså godt have trykket på en kontakt, og Marianne krakelerede som et tyndstilket vinglas i sammenstødet med et betongulv. Hun faldt op ad kvindens skulder og græd og græd med en følelse af, at det aldrig ville stoppe igen.

Efter et minut eller en time – Marianne vidste det ikke – kiggede hun ind i kvindens øjne. Blå og venlige. ”T-tak,” fik Marianne fremstammet.

”Det er okay,” sagde kvinden med en mild og rolig stemme, der stod i så skarp kontrast til sagsbehandlerens, at Marianne næsten begyndte at græde igen.

”Det er helt okay,” fortsatte kvinden. ”Du kommer igennem det her, det lover jeg dig.”

”Men jeg kan ikke mere,” mumlede Marianne. ”Ikke mere.”

”Nej, det ved jeg godt. Ikke, hvis du skal derind igen.” Hun pegede på kommunen. ”Og det skal du heller ikke.”

”H-v-vad?” Marianne havde ikke for vane at stamme, men lige nu var det som om, hendes mund ikke rigtig ville samarbejde med hende.

”For cirka ti år siden stod jeg i din situation. Og jeg ved, hvordan sjælen lider, når den hives gennem systemets skærsild. Så nu gør jeg, hvad jeg kan for at få folk ud. Jeg har startet en fond, der hjælper mennesker, indtil de kan selv. Helt uden om det offentlige. Der er ingen tidsfrister, skemaer og formålsløse aktiveringsprojekter; du bliver støttet, lige indtil du er klar til at sørge for dig selv. Om det er 6 måneder eller 6 år er jeg fuldstændig ligeglad med. Jeg har penge nok.”

Nu måtte nogen altså komme løbende og råbe ”skjult kamera”, var det eneste, Marianne kunne tænke. Men nej. Det eneste, der kom, var en månedlig pengeoverførsel fra kvindens fond i det halvandet år det tog Marianne at reparere sig selv, sit selvværd og sin sjæl.  

Skrevet af: Christian Klitholm 

Christian er stifter af LitteraTurpasset.
Han er journalist og ivrig skønlitterær forfatter.
Krimier, storladne eventyr og historiske romaner udgør
hjørnestenene i hans litterære diæt.
Mange af historierne her på siden bliver skrevet af Christian.

3 thoughts on “Én i rækken”

  1. Min mand mødte en lignende kvinde for godt et år siden – han har nu fået førtidspension og er begyndt at blive menneske igen.

    1. Det er jeg godt nok glad for at høre, Drews. Systemet kan være ubarmhjertigt til tider.
      Mange hilsner
      Christian

  2. Prøv en gang at skrive den fra sagsbehandlerens side, hun virker på mig som en person der lider af stress og er på vej dybt ned i en depression, ellers ville hun slet ikke reagere sådan. Det undrer mig tit hvorfor der ikke er en kollega eller chef der griber ind, mon de alle sammen mangler overskud?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *