Jeg føler mig inspireret i dag. Faktisk vil jeg vove at påstå, at min muse smiler til mig. Og når inspirationen kommer, er det med at handle på det.

Det er jo almindelig kendt, at de største babykunstnere malede deres værker med en blanding af både jordbær-, pære- og bananmos. Det giver en større farvepalet end ved blot en enkelt type. Jeg har forgæves prøvet at forklare mine kæmper, at jeg har brug for at arbejde med en fuld palet, men de er desværre temmelig tonedøve over for dette ønske.

Nuvel, i dag står den på pæremos – og KUN pæremos. Men bevares, ingen skal komme og anklage mig for at have kunstnernykker. Selvfølgelig kan jeg da skabe noget med kun én farve.

Jeg starter diskret med et par lette fingerstrøg på bordet til højre for tallerkenen og lægger derefter et mere markant lag af pæremos på venstre side. Allerede nu begynder det at ligne noget, vil jeg mene. Jeg tilføjer lidt vand til mosen for at få den til at glide bedre og gør klar til at lægge næste lag på værket.

Og så opstår det problem, jeg desværre render ind i ofte. Morkæmpen svinger en klud ned i mit kunstværk og sletter det lynhurtigt.

”Måske du selv skulle forsøge dig med lidt pæremos-maling? Det kan jo være, du så ikke bliver så misundelig over mine kreationer?”

Morkæmpen lader dog bestemt ikke til at føle sig kunstnerisk inklineret i dag og løfter mig ned på gulvet.

”Ahmen hvordan vil du have, at jeg nogensinde skal komme op og blande mig med de bedste? Leonardo Ble Vinci, Baby Van Gogh, Frida Duplo – tror du, at deres mødre stoppede dem i deres stræben mod kunstnerisk perfektion, hva’?”

Irriteret kravler jeg over i et hjørne for at surmule, men mærker så en lovende rumlen i maven.        

”Jaja, man må vel male med det, man har til rådighed,” siger jeg, velvidende at denne form for ekstremkunst ofte fremkalder en voldsom reaktion hos kæmperne.

Jeg når faktisk næsten at færdiggøre mit vægmaleri – Mona Fis’a – før kunstprygler nummer ét indfinder sig.

”Og den bastante lugt er jo bare en ekstra dimension ved dette kunstværk – det må selv du kunne forstå, ikke?” forklarer jeg hende med langsom og tydelig stemmeføring.

”Skaaaaat – du vil ikke tro på, hvad han har lavet,” råber morkæmpen til farkæmpen.

Endelig lidt anerkendelse! Måske er det netop denne tredimensionelle form for kunst, der skal til for virkelig at imponere dem?

Far iler til og ser – ganske forståeligt – ligeså benovet ud som mor.

”Klarer du ham lige?” sukker mor, og far løfter mig op og ind på puslebordet. 

Mine kæmper må jo være ved at revne af stolthed, tænker jeg, mens far udfører undervognsbehandlingen. Måske de ligefrem ikke kan få nok? Jeg mene – har nogen nogensinde brokket sig over, at der var for MANGE malerier af Pampers Picasso?

Farkæmpen har meget belejligt iført sig en hvid T-shirt, og det MÅ da være en opfordring, tænker jeg, mens jeg gør min indbyggede sprøjtepensel klar …

Skrevet af: Christian Klitholm 

Christian er stifter af LitteraTurpasset.
Han er journalist og ivrig skønlitterær forfatter.
Krimier, storladne eventyr og historiske romaner udgør
hjørnestenene i hans litterære diæt.
Mange af historierne her på siden bliver skrevet af Christian.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *