Søren havde med vilje sprunget morgenmaden over, og det var altså selvom køkken-Hanne hver søndag lavede cremede røræg og sprøde brunchpølser. Men søndag var også dagen, hvor hun til frokosten kreerede sit absolutte mesterværk: tarteletter!

”Kom nu, Birger!” råbte Søren utålmodigt, mens han bankede på døren ind til vennens værelse. ”Frokosten venter!”

Søren hørte Birger mumle noget om ”tartelet-narkomani”, mens han rodede rundt inde på værelset. Han havde sikkert forlagt sine briller, og Søren vidste, at Birger hellere ville skyde sig selv i foden end at bede personalet om hjælp til at finde dem. ”De har sgu bedre ting at give sig til end at mandsopdække en gammel tørvetriller som mig,” ville svaret højest sandsynligt lyde, hvis man opfordrede ham til det.

”Godt! Lad os få fyldt dig op med kvast høne og sløje asparges,” sagde Birger, mens han rullede forbi Søren i sin kørestol.

”Du kan prøve alt det du vil, men intet vil ændre det faktum, at tarteletter er min elskerinde, min muse, min evige kærlighed,” sagde Søren, mens han humpede efter Birger.

”Ro på, Shakespeare. Gem lidt til tarteletterne,” brummede Birger.  

Hannes tarteletter var aldrig mindre end fænomenale, men i dag ramte de et niveau så skyhøjt at ikke engang Birger kunne finde på noget humoristisk at sige om dem. Han sad blot med udspilet vom, et sagligt smil og en kvart asparges hængende i mundvigen.

Mens Søren prøvede at huske, om han havde spist 10 eller 11, og om ikke det måtte være én eller anden form for plejehjems-tartelet-rekord, kom Ida ind i spiserummet.

Ida var ny leder på plejehjemmet Tusindfryd og først i 30’erne, men med det korngule hår samlet konservativt i nakken i en stram knude og et par store, mørkebrune briller, gjorde hun, hvad hun kunne for at se ældre ud.

Det passede hende derfor ikke voldsomt godt, når Birger som regel hilste hende med et: ”Du må være den nye erhvervspraktikant, ikke sandt?”

”Nå, I nyder rigtig jeres tarteletter, hva’?” sagde hun i et forsøg på at lyde gemytlig. ”Ja, jeg kan jo desværre ikke lov jer, at centralkøkkenet vil diske op med den slags.” 

”Centralkøkkenet, hvad mener du?” spurgte Søren med en begyndende rumlen nederst i maven, der ikke skyldtes tartelet-overspisning.

”Ja, fra næste uge er det jo desværre slut med køkkenet her på Tusindfryd. Kommunen har besluttet, at al vores mad skal komme ude fra. I må jo nok kunne forstå, at det giver meget bedre mening set fra et økonomisk standpunkt, ikke sandt?”

”Men sgu da ikke bedre mening set fra et menneskeligt standpunkt, din tartelethadende gimpe!” brølede Birger, så Ida uvægerligt måtte gå et skridt bagud. 

”Hvem er ansvarlig for denne fadæse, denne ubehagelighed, denne krigserklæring?” råbte Birger videre, mens Ida øjensynligt var kommet i tanke om, at hun var leder på stedet og derfor værdigt trådte hen foran Birger – dog ikke helt tæt på.

”Jamen det er jo kommunens socialudvalg, kære Birger. Du må ikke tro, at det er noget JEG har besluttet, for jeg …”

Længere kom Ida ikke, for Birger var allerede hjulet forbi hende med Søren i hælene.

”Vi må vel ned på kommunen en tur,” sukkede Søren, mens Birger nikkede sammenbidt.

Sekretæren i rådhusets reception så allerede presset ud, før Birger begyndte at tale. Hun huskede ham uden tvivl fra sidste år, hvor Birgers hjertesag havde været at forhindre nedlæggelsen af hans yndlingspark til fordel for nybyggeri. Hver dag i en måned var han mødt op på rådhuset og havde krævet hele byrådet samlet, indtil det rent faktisk lykkedes ham. Parken var godt nok alligevel forsvundet, men en ny og større park var blevet indviet i et gammel industriområde tæt på plejehjemmet Tusindfryd. Navnet var trods alt ikke blevet ”Birgers park”, men han var alligevel tilfreds.

”Borgmesteren, tak!” brølede Birger, så receptionisten hoppede lidt bagud. Man skulle ellers tro, hun havde været forberedt.

”Ja, han har altså ikke tid lige nu,” forsøgte hun, men Birger hamrede næven ned i skranken. ”Så må han dæleme tage sig tid! Fortæl ham, at vi er på vej op!”

Birger vidste præcis, hvor borgmesterkontoret lå, og Søren var da også vant til at åbne de store egetræsdøre for den ofte uindbudte Birger.

”Poul! Hvad er meningen?” knurrede Birger, mens den lille, skaldede mand bag det store bord midt i lokalet forsøgte at se upåvirket og muligvis også myndig ud. Det lykkedes ikke

”Birger og Søren – I to bliver altså nødt til at lære, at der skal en aftale til, hvis man vil mødes med mig, ehh, altså borgmesteren, ikke?”

”Tarteletter!” tordnede Birger.

”Hvabehar’?” Borgmesteren formåede ikke engang at se bare lidt upåvirket ud længere.

Efter en kort briefing fra Søren var borgmesteren opdateret. ”Men I to må altså forstå, at beslutningen er taget, og pengene ER sat af til andre ting.”

Søren kunne ikke lade være med at tænke, at borgmesteren og plejehjemslederen muligvis var i familie med hinanden.

”Hvilke andre ting? Endnu et hjernedødt prestigeprojekt i form af en skulpturtosse, der taler med en ged?”

”Ja, nu var det altså et får, og det skulle symbolisere byens grundlægger, der var landmand.”

Birger begyndte at ligne en vædder, der gjorde sig klar til at stange borgmesteren ud af borgmesterkontoret, men inden han nåede at tale igen, brød Søren ind:

”Jeg ville jo ikke gøre det her …” sagde han stille til borgmesteren. ”… men din far var jo, som du ved, også borgmester i en periode. Hvad du nok ikke vidste var, at jeg var hans kommunalchef. Du kender sikkert Brixtofte-sagen. Jeg vil ikke sige, at din far og jeg lavede samme numre, men der var en del bilag, som dengang aldrig helt endte dér, hvor de skulle. Det er ikke noget, jeg ligefrem ville elske at tale med pressen om, men hellere det, end at mine sidste leveår bliver tarteletfri. Jeg tænker heller ikke, at du ønsker pressens indblanding, når man tænker på, hvor meget af din valgkamp, der blev baseret på din far og hans bedrifter. Forstår vi hinanden, Poul?”

Den lille borgmester gjorde mine til at tale flere gange, men der kom ingen ord ud, og Søren og Birger forlod hans kontor.

”Og jeg som troede, du var sådan en flink, gammel starut, Søren. Det var jo rene mafiametoder, det der,” lød det fra Birger med uforfalsket beundring i stemmen.

”Når det handler om tarteletter, er det blodig alvor for mig, Birger. Blodig alvor, sagde Søren stille.”

Skrevet af: Christian Klitholm 

Christian er stifter af LitteraTurpasset.
Han er journalist og ivrig skønlitterær forfatter.
Krimier, storladne eventyr og historiske romaner udgør
hjørnestenene i hans litterære diæt.
Mange af historierne her på siden bliver skrevet af Christian.

2 thoughts on “Modstandsbevægelsen og tartelet-affæren”

  1. Fantastisk historie! Gid der var flere af Birger og Sørens slags i det virkelige liv. Men i dag kommer man jo kun på plejehjem når man er så dårlig at man ikke længere orker at kæmpe mod systemet. Men tak for et godt grin. ??

    1. Du skal da være så hjertelig velkommen, Kirsten. Jeg kan i øvrigt anbefale dig at kommentere på historierne på Facebook, da der er en del mere aktivitet, og du dér får hurtigere svar, både fra andre læsere og LitteraTurpasset 🙂
      Vh. Christian

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *