En ung fyr i smalle jeans brygger kaffen og serverer den til kunderne med et bredt smil og en biscotti-kiks. Den moderne pusher; klar med det fix, folk vil have. Hver gang han rækker ud, ser man tatoveringen på hans ene underarm. Det er én af dem, der kun består af tekst skrevet på et fremmed og uforståeligt sprog – sikkert latin. Man behøver ikke spørge ham to gange, hvad de store, sirligt udførte tegn betyder. Det fortæller han glædeligt. Ofte også uopfordret. Noget med evig kærlighed til en afdød bedstemor eller hund. Eller at man altid skal tro på sig selv. Måske en blanding? Måske evig kærlighed til en afdød hund, der altid troede på sig selv.

Bag disken står også en pige og tager imod folks bestilling. Med få minutters mellemrum skæver hun stjålent over på kaffebryggeren og hans tatovering – hun har uden tvivl fået den forklaret en håndfuld gange og hver gang sørget for at svare med den rette mængde ”åhh-er” og ”ihh-er” og ”hvor ER det bare dybt, det der.”

I en lind strøm søger shoppere ind på kaffebaren efter deres ørkenvandring op og ned ad storbyens endeløse gågader. Mange af dem ser trætte ud. Det er ikke en let sag at bruge penge. Der skal kaffe til for at smøre forbrugsmaskinen – det kan de fleste blive enige om.

To politibetjente melder også deres entre og må finde sig i en gemytlig vittighed fra en midaldrende, storvommet mand henslængt i en brun Chesterfield-sofa.

”Nej, vi klarer os nok, selvom de ikke har donuts,” lyder det toneløse svar fra den ene betjent. Han ser nyuddannet ud. Politiets arbejde er ikke en joke, tænker han uden tvivl i dette øjeblik. Han bærer uniformen med en selvhøjtidelig, som ikke engang kaffefyren og hans arm-blæk kan matche.

Pigen bag disken griner højt af noget, den ene betjent siger, og afslører således en række perlehvide tænder bag de røde læber. Hun er køn, og de to betjente skyder brystet frem og piller ved deres potensforlængere ved hoften. Skakmat, kaffedreng. Pistol slår tatovering, ligegyldigt hvilket sprog den står på.

Ud af anlægget flyder blød popmusik med jazzede underelementer. Det er en behagelig og kønsløs lyd. Hvor mange år mon det er siden, der sad en mand i hjørnet og hakkede løs på et forstemt klaver? Noget organisk og ægte, der ikke var optaget og finpoleret og autotunet tusind gange i et studie. Nå, en ægte, gammeldags saloon-pianist gad nok alligevel ikke hænge og kukkelure på en moderne kaffebar, hvor han pænt men bestemt ville blive bedt om at slukke cerutten i mundvigen.

Betjentene er på vej ud igen, og den tykke mand i Chesterfielden gør klar til en afskedssalut, men bliver stoppet af konen, der rutineret lægger en hånd på hans arm og tysser på ham.

Bag disken forsøger de smalle jeans at spænde bicepsen i tatoveringsarmen, hvilket dog gør det besværligt at tegne mælkemønstre i kundernes kaffe. Det planlagte hjerte ligner mere en røv, og hans med-barista kigger stadig langt efter betjentene, mens hun piller ved sit hår. Jaja, du kan jo altid få en Glock 17 tatoveret på den anden arm, ikke?

Skrevet af: Christian Klitholm 

Christian er stifter af LitteraTurpasset.
Han er journalist og ivrig skønlitterær forfatter.
Krimier, storladne eventyr og historiske romaner udgør
hjørnestenene i hans litterære diæt.
Mange af historierne her på siden bliver skrevet af Christian.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *