Egentlig havde det slet ikke været Sørens mening at lytte. Han satte jo faktisk en ære i at respektere andres privatliv, også selvom de alle boede en smule tættere end ønskeligt var.

Men Dittes dør HAVDE jo altså været åben, og de HAVDE jo altså talt temmelig højt. Ja ja, undskyldninger var der nok af, tænkte Søren, mens han gik ned ad gangen mod spisesalen. Undskyldninger var nærmest det eneste, han havde fået fra sin kone dengang. Undskyldninger og løfter, og alligevel var hun blevet ved med alle de andre mænd.

Nå, sentimentalitet og fortrydelse var der sgu ikke plads til her i røven af livets efterår, som Sørens ven Birger plejede at sige. Og i øvrigt handlede det her jo om Ditte. Søde, søde Ditte med de store, troskyldige øjne og sweatere, der stadig lugtede lidt af kat, selvom hun ikke havde ejet én i årevis. Ditte, der aldrig ville gøre en sjæl fortræd, og som slet ikke fortjente det her.

”Søren for helvede – du behøver sgu da ikke slå ny verdensrekord i 20 meter kapgang med stok for gigtramte, 90-årige vatnisser! Vent lige!” Stemmen lød som om, den havde marineret i et askebæger bagerst i byens bruneste bodega i en halv generations tid, og dens ejer passede perfekt til den.

Birger var en bred mand med et ansigt så groft og rynket, at han i halvmørke godt kunne gå for at være en trold taget direkte ud af et Tolkien-eventyr.

Søren kunne ikke lade være med at smile, da han vendte sig rundt. ”Hej Birger. Har du fået opbygget en sund appetit af at drøne rundt og råbe efter fredelige pensionister?”

”Ha, Søren!” glammede Birger, mens han rullede op på siden af Søren i sin kørestol. ”Når man får mosefundsrabat i bussen, er man sgu for gammel til at være pensionist!”

”Stop lige engang,” sagde Søren lavmælt, da Birger gjorde mine til at hjule videre mod spisesalen. ”Vi skal lige tale om noget. Om Ditte.”

”Katte-Ditte med øjne så store som tekopper og en hjerne så lille som en småkage?”

”Det var ikke pænt sagt, Birger. Jeg ved, at du synes rigtig godt om Ditte. Og hun har brug for vores hjælp.”

”Nå, hvad har hun nu rodet sig ud i? Er pensionen blevet investeret i et sandsælgerfirma i Sahara?”

Alle på plejehjemmet Tusindfryd vidste, at Ditte havde en yderst velforet pensionskonto, og flere gange havde hun været tæt på at smide penge i mildest talt uheldige retninger. Søren og Birger havde engang stoppet hende i færd med at overføre en halv million kroner til en indisk prins, der havde lovet Ditte en plads ved hoffet – og en elefant.

”Nej, denne gang er Ditte under beskydning fra en langt mere udspekuleret kant: hendes familie,” svarede Søren dystert. ”Jeg hørte hendes to døtre, da de var på besøg tidligere i dag. De nærmest råbte af stakkels Ditte og krævede det meste af arven udbetalt til dem med det samme. De var åbenbart bange for, at Ditte ville smide alle pengene efter Kattens Værn eller noget.”

Birgers ene, buskede øjenbryn bevægede sig op og ned et par gange. ”Hmm, så du siger, at vi har en mission, Søren?”

Birger var gammel modstandsmand – én af dem, der rent faktisk havde sprængt en jernbane i luften. Vist også en nazist eller to.

”Ja, Birger. En mission,” svarede Søren, der havde fundet ud af, at det var langt lettere at få Birger til at hjælpe med noget, hvis bare dét ord indgik. ”Døtrene er vist stadig oppe ved Ditte. Skal vi kigge derop og tale med dem efter middagen?”

”Søren, for helvede. Tror du, at vi fik ram på tysken ved at spadsere lige op til den første og bedste SS-officer og høre ham, hvor der var god jernbane at sprænge i luften?” Begge Birgers bryn vred sig nu op og ned som orme på en fiskekrog, hvilket typisk var et tegn på voldsom tankevirksomhed. ”Nej, der skal list til her. Og allerførst skal vi bruge mere information.”

Birger gjorde tegn til Søren om at følge efter ham.

”Men Birger – skal vi ikke lige smutte forbi kantinen først? Der er jo tarteletter i dag,” begyndte Søren.

”Tarte-min-bare-røv! Nej, i dag er der ikke tid til at lade maven tale! Ditte har brug for os!” råbte Birger, og Søren vidste, at ikke engang en ladt Luger i hånden på en ondskabsfuld nazist kunne få Birger til at sætte farten ned nu. Måske faktisk tværtimod.

Sørens hofte knirkede som hængsel, der ikke havde set olie i årtier, mens han prøvede at holde trit med Birgers kørestol hen til Dittes værelse. Alligevel følte han sig sådan lidt som en  hemmelig agent på mission, da han klemte sig op ad væggen en meter fra værelset. Med det samme hørte de stemmer derindefra:

”Hør nu her, mor. Du bruger jo ingen penge, mens du sidder her og hænger, vel? Og vores nye Invita-køkken bliver meget dyrere, end vi havde forestillet os. Det har jeg jo forklaret dig, ikke?”

Søren havde ikke set døtrene, men ud fra den spidse, utålmodige stemme kunne han ikke lade være med at forestille sig Askepots onde stedsøstre.

”Men lille skat,” lød det spagt fra Ditte. ”Det kunne da være så rart, hvis det ikke altid handlede om penge, når I besøgte mig. Og det er jo også ved at være længe siden, jeg har set mine søde børnebørn. Kan I ikke snart tage dem med?” 

Den ene datter sukkede irriteret, og Søren så Birgers knoer blive hvide, mens de klemte om kørestolens ene hjul. ”De har alt for travlt, mor. Med ridning og skole og alt det der. Det har jeg OGSÅ forklaret dig.”

Ditte sukkede også, men hun lød mest træt. ”Jeg tror gerne, jeg vil have en lille lur nu, mine søde piger. Er det okay?”

Døtrene samlede deres ting, mens de mumlede noget uhørligt til hinanden. Få sekunder senere kom de ud af døren, men nåede kun et enkelt skridt ned ad gangen, før en kørestol drønede direkte ind i haserne på dem.

”Aaaaav,” råbte de nærmest i kor.

”Åh, åndskyld, de damer,” lød det mimrende fra Birger i hans allerbedste imitation af en smådement, uskadelig olding.

”Gider du godt lige se dig for, hva’?” snerrede den ene datter, der langt fra delte Dittes venlige øjne.

”Jamen det vil jeg da, de damer, det vil jeg da,” fortsatte Birger, mens de to damer rystede på hovedet og gjorde mine til at fortsætte.

”Lige én ting, dog, før I går hjem til jeres Invita-køkkener og ridetimer,” sagde Birger langsomt med en helt anden stemmeføring, der øjeblikkeligt fik døtrene til at stoppe op. ”Da jeg var 22 år gammel, blev min far tortureret og dræbt af SS-soldater. Han var modstandsmand, forstår I. Stikkeren, der angav ham, var på flugt i to dage, før jeg fik fingrene i ham. Jeg har stadig den pistol, jeg brugte.”

”Hvad er det dog du siger, menneske?” lød det fra den ene af Dittes døtre.

”At jeg savner min far. Han havde sine fejl, men han var et godt menneske og et forbillede. Jeg ville have givet hvad som helst for at tilbringe blot et par år mere med ham.”

Døtrene sagde ikke noget, men gjorde heller ikke mine til at bevæge sig. Det var som om, Birger havde naglet dem fast til stedet med sine hårde, blå øjne.

”Nå, I skal heller ikke lytte til sådan en gammel tosse som mig. Jeg snakker jo bare.” Birger var tilbage i oldinge-rollen. ”Tror du, der er flere tarteletter tilbage, Søren?”

Da de var kommet lidt væk fra Dittes værelse, kiggede Søren på Birger. ”Sig mig, truede du lige to besøgende med en 70 år gammel revolver?”

”Det må de jo fortolke, som de vil. Men jeg håber, jeg mindede dem om noget, de nok har glemt,” lød det langsomt fra Birger. ”Og ellers ligger revolveren i nederste skuffe i min reol.”  

Skrevet af: Christian Klitholm 

Christian er stifter af LitteraTurpasset.
Han er journalist og ivrig skønlitterær forfatter.
Krimier, storladne eventyr og historiske romaner udgør
hjørnestenene i hans litterære diæt.
Mange af historierne her på siden bliver skrevet af Christian.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *