”Hey, hallo, hey! Er der overhovedet nogen, der lytter til mig? Servicen her på matriklen er altså virkeligt for nedadgående.”

Ovre fra sofaen svarer farkæmpen mig langt om længe med en lav, klagende stønnen. Mon han endelig er gået i stykker? Sådan som morkæmpen kommanderer rundt med ham hele tiden, er det måske ikke helt overraskende. Nå, hun må ud og finde en ny. De kan ikke koste mange kroner i diverse farkæmpe-butikker.

”Gider NOGEN komme med en flaske til mig? Jeg trænger søreme altså til en drink. Det har været en LANG dag i vuggestuen. Mor, er du der?”

Morkæmpen dukker op foran mig med 50 procent rødere øjne, end da jeg holdt en lille nattefest i mandags. Jesus Kristus Maria – mon garantien også er ved at udløbe på hende? Morkæmper må unægtelig være noget dyrere end far-slagsen.

”Sig mig lige engang – skal jeg ud og shoppe efter TO nye kæmper?” spørger jeg spidst, men hun svarer kun med et hæst støn i samme klagende toneleje som far.

Jeg får min flaske med … KOLD mælk i! Med klar røst gør jeg hende opmærksom på den uholdbare madsituation, og hun svarer med endnu et støn. ”Ahmen den er da helt gal med dig, kvinde. Måske du bare skal hoppe over på sofaen til far, mens jeg bestiller to nye kæmper?”

Hun insisterer dog på at varme min drink og tøffer ud i køkkenet. Sofaen knirker, da farkæmpen vender sig. ”Nå, er der stadig liv i dig? Kan du ikke gøre dig lidt nyttig og klare en fodmassage herovre? Jeg er stadig øm efter at have stået op et helt minut i dag.”

Farkæmpen jamrer som en døende gnu til svar. ”Okay, okay. Så bliv da derovre, mand.” Jeg løfter rumpen og leverer en salve af højkvalitetsprutter. Den slags plejer som regel at muntre kæmperne op. Det er vel det mindste, jeg kan gøre for dem, før de kradser af. Mor kommer tilbage med flasken. Og nu er hun sørendanseme da også sprunget læk omkring næsen, noterer jeg mig. Hun snøfter i retning af farkæmpen, der kyler, hvad der ligner en hel balje Kleenex efter hende. Han har åbenbart samme problem. Dødeligt, uden tvivl. Kæmper ER jo skrøbelige.

Jeg er allerede ved at forberede nekrologen oppe i hovedet, da jeg kommer i tanke om noget, én af de andre babyer talte om ovre i vuggestuen: kæmpevirus! Hvis den rammer ens kæmper, bliver de om muligt endnu mere ubrugelige, tungnemme og langsomme end normalt. Det forklarer jo alting, tænker jeg. Kæmpevirussen har gjort sit indtog her i huset!

Nå, jeg må jo være lidt ekstra tålmodig med dem de næste par dage, tænker jeg. Ingen grund til at piske en stemning op. Men vent lige. Talte den anden baby ikke også om, at virussen kunne sprede sig til selv en sej baby med jernhelbred?

Morkæmpen humper helt hen til mig. Den utætte næse bevæger sig faretruende tæt på mit ansigt. ”Vig bort, kæmpekvinde! Jeg har en ladt kanon i bleen, og jeg er ikke bange for at bruge den!”

Åh, nej. Hvad nu, hvis jeg også bliver smittet? Jeg har jo hørt vandrehistorier om vuggestuer forvandlet til krigszoner uden én rask baby.

Jeg skruer HELT op for volumen, men det får blot morkæmpen og hendes dryppende næse til at komme endnu tæt på. ”Nej, stop, stop! Karantæne, lockdown, væk!”

Langt om længe fatter hun budskabet og gør far selskab ovre i sofaen. Men mon det er for sent? For deres egen skyld håber jeg ikke, de har smittet mig. Noget siger mig, at jeg ikke er helt nem, når jeg er syg.

 

Skrevet af: Christian Klitholm 

Christian er stifter af LitteraTurpasset.
Han er journalist og ivrig skønlitterær forfatter.
Krimier, storladne eventyr og historiske romaner udgør
hjørnestenene i hans litterære diæt.
Mange af historierne her på siden bliver skrevet af Christian.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *