Nå, så skal vi til det igen. Morkæmpen har stresset rundt hele morgenen og klemt mig i tre forskellige sæt tøj. Og en lille butterfly blev det også til. Bevares, som dommer skal jeg naturligvis se skarp ud, men nu må hun altså ikke glemme sig selv. Det er jo trods alt hende og de andre kæmper, der er på udstilling.

”Godt, er vi her alle?” spørger jeg de andre babyer, der er samlet på vattæppet midt i rummet. Der bliver nikket alvorligt fra alle sider. ”Jamen så lad os da bare komme i gang. Har alle deres morkæmpe med?”

Rundt omkring os sidder kæmperne og rører nervøst på sig. Selv med deres begrænsede kæmpeintellekt har de jo nok regnet ud, hvad der foregår.

”Altså, jeg har jo gennem lange, seje kampe lært min morkæmpe at komme, HVER GANG jeg kalder,” siger en baby i blå skjorte og rødt slips. ”Se bare her.” Han sætter gang i et strategisk hyl i lige præcis den frekvens, kæmper har meget svært ved at ignorere. Hans morkæmpe er tæt på at slå panden sammen med en anden kæmpe, da hun iler hen til ham. Vi andre nikker anerkendende.

”Det er imponerende,” siger jeg. ”Bestemt imponerende. Men hvor hurtigt klarer jeres kæmper et bleskift?”

”Min farkæmpe? Mellem 20 minutter og tre timer,” lyder det tørt fra en baby klædt i rødprikket kjole og laksko, og vi klukgriner alle indforstået.

”Nej, selvfølgelig ikke ham. Der er jo en grund til, at det er mødrene, vi udstiller,” siger jeg. ”Jeg går ikke ud fra, at nogen af jer er kommet under 5 minutter, men se så her.”

Med sin nærmest overnaturlige lugtesans opdager min morkæmpe den ændrede blestatus få sekunder efter, jeg har fyldt den. Som et toptunet formel 1-hold klarer hun skiftet med tårnhøj hastighed og præcision.

”4 minutter og 50 sekunder,” mumler ham med slipset, mens vi alle bliver vendt om på maven af vores kæmper. Planen lader til at være, at vi skal kravle, men helt ærligt; hvorfor bruge energi på at bevæge sig selv, når vi har villige tjenere med stærke arme?

De næste par timer tester vi vores kæmper på flere forskellige måder: bedst duftende, hurtigst madende og færrest mørke rande under øjnene. Sidstnævnte lader til at være noget, de alle slås med i stigende grad.

Min mor smiler lykkeligt, da jeg på vej hjem fortæller hende, at hun igen løb af med sejren. Hende har jeg altså været heldig med.

 

Skrevet af: Christian Klitholm 

Christian er stifter af LitteraTurpasset.
Han er journalist og ivrig skønlitterær forfatter.
Krimier, storladne eventyr og historiske romaner udgør
hjørnestenene i hans litterære diæt.
Mange af historierne her på siden bliver skrevet af Christian.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *