I dag skulle hun altså huske det: kun de glade tanker. De triste måtte gemmes til senere. Til når Sendingen var slut.

Helene trak vejret dybt og lukkede øjnene. Displayet på indersiden af hendes øjenlåg viste en række røde, selvlysende tal. Klokken var 07.55. Fem minutter endnu.

Hun prøvede at trække vejret igen, men opdagede, at alt det gamle luft stadig var i lungerne. Helene blæste det ud. 07.58.

På togsædet til højre for hende var en ung kvinde på Helenes egen alder i gang med stort set samme ritual.

07.59. Helene strammede kæbemusklerne og mærkede mundvigene følge med op. Et smil holdt som regel tankerne nogenlunde positive de første par minutter – uanset om man mente det eller ej.

”Så er klokken 08.00. Husk nu at have en dejlig, produktiv og ikke mindst positiv dag,” sagde en kvindestemme i Helenes ører.

Helene kiggede rundt og så hvide, blottede tænder alle steder i kupeen.

De to første timer på kontoret gik nogenlunde. Helene modtog kun ét strafpoint, da hun ikke kunne fortrænge en irritation over kaffemaskinens evigt tynde sjask, der fyldte koppen med en svuppende, diarrelignende lyd.

Ét strafpoint var ingenting. Så længe man holdt sig under 10, risikerede man ikke at blive kaldt til samtale. Helene havde været til samtale én gang. Det var sket, da hendes mor døde sidste år. Tre gange den uge havde Helene ramt hele 15 strafpoint, da de triste tanker bare ikke ville blive i baggrunden. Til samtalen havde kontrollørerne bekymret spurgt hende, om hun var ved at blive et problem? Om hun snart ville ende som en af de uproduktive og negative borgere, man var nødt til at ”gøre noget ved”?

Helene havde lovet dem, at hun ville holde sig under 10 i fremtiden. Og det havde hun gjort. Så længe Sendingen stoppede klokken 8 om aftenen hver dag, kunne hun klare det. Efter klokken 8 var hendes hjerne igen hendes egen.

Endnu et strafpoint ramte Helene, da hun handlede ind. De tidligere så tvære folk bag kassen i supermarkedet havde nærmest ikke bestilt andet end at smile, siden Sendingen blev indført. Men i dag var det anderledes. En mandlig kasseekspedient havde pludselig rejst sig op og kylet en pakke frosne ærter ind i væggen. ”Jeg kan ikke leve sådan her! Jeg kan ikke!” havde han skreget, inden han blev hentet af uniformerede folk.

Sådan et udbrud udløste adskillige strafpoint. Alt for mange strafpoint. Der ”ville blive gjort noget ved ham,” mumlede folk i køen.

Helene kunne ikke lade være med at have ondt af ham, og på vej ud af butikken lød kvindestemmen pludselig i hendes ører: ”Du modtager et strafpoint for fem minutters uafbrudt tristhed. Husk nu de glade tanker.”

Helene lukkede øjnene, og på displayet lyste et rødt 2-tal op. 2 strafpoint på én dag var stadig helt acceptabelt. Efter aftensmaden satte hun en film på. Halvvejs igennem den lød kvindestemmen i hendes ører: ”Så er der fem minutter tilbage af dagens Sending”.

Helene lukkede øjnene og så displayet nå op på 20.00. Hun slukkede for filmen og lyset og lod tankerne søge hen, hvor de ville: Mod Søren, som hun stadig savnede, efter forholdet var gået i stykker sidste år. Mod hendes barndoms kat, der var blevet kørt over. Mod Marie, som hun ikke talte med længere, efter veninden var flyttet til udlandet. Og mod mor. Mor, der havde betydet alt og nu ikke længere var der. Marie knugede hænderne mod brystet.

En kort ringetone i Helenes ører indikerede, at en ekstraordinær meddelelse var på vej. Kvindestemmen lød endnu mere selvtilfreds og højtidelig, end den plejede: ”Vi informerer om, at Sendingens store succes har betydet, at den nu bliver indført døgnet rundt. Vi ved, at I sikkert allerede ser frem til mange dejlige, produktive og positive dage i fremtiden.”

 

Skrevet af: Christian Klitholm 

Christian er stifter af LitteraTurpasset.
Han er journalist og ivrig skønlitterær forfatter.
Krimier, storladne eventyr og historiske romaner udgør
hjørnestenene i hans litterære diæt.
Mange af historierne her på siden bliver skrevet af Christian. 

One thought on “Sendingen”

  1. Uha Christian.
    Den historie kryber lige i omegnen af den “virkelighed”, som de senere års New Public Managementsdisciple har messet i mest utide.
    Jeg fik alt for meget af dette golde præk.

    Meget fint sat på spidsen i dette rædselsvækkende overvågningssamfund, du stiller op her.

    Gys!!!!!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *