”Hohoho! Og hvad ønsker du dig så i år, min lille ven?”

”Lego og en ny Playstation, tak.”

”Nye jeans og en hundehvalp – dén klarer vi.”

”Nej, det var altså ikke det, jeg sagde, Julemand. Hører du slet ikke efter?”

”Jojo, selvfølgelig. Den fjernstyrede bil dér skal nok drøne ind under dit træ. Okay, næste artige barn, tak.”

Mens endnu et sæt små hænder kravlede op ad de røde fløjlsbukser, vendte Julemanden det store, hvide skæg i retning af kaffebaren. Han var uden tvivl den storcenterjulemand med flest tissepauser. Sådan gik det, når man drak et sted mellem 7 og 8 kopper kaffer inden frokost. Selvom de kostede ham en stor del af hans beskedne hyre, var de hver en øre værd. For de blev serveret af hende. I princippet kunne hun have hældt slangegift i et rustent bæger med pigtråd omkring, og han ville stadig have købt det. Til dobbelt pris, hvis hun bad om det.

Jeg ønsker mig en fodbold med alle landsholdsspillernes autografer og en ridderrustning.”

”To barbiedukker og et sæt malepensler er på vej til dig”

Måske burde han snart forsøge at starte en egentlig samtale med hende. Men hun var jo så pokkers, utroligt smuk. Og det smil … Det smil kunne blæse nissehuen af enhver julemand.

Han vippede den sidste unge af knæet og gik over mod kaffebaren, mens skægget klistrede til den begyndende koldsved på kinderne.

”Hej.” Hun vendte sig mod ham med fligen af det der pragtfulde smil allerede på vej frem i mundvigen.

”Hoho, ehh, hej, mener jeg.”

”Bare den sædvanlige kop?”

”Nej. Eller jo, den sædvanlige, tak. Men jeg tænkte på …” Slap nu af, du er Julemanden for pokker. ”Jeg tænkte på, om du har set mine rensdyr?” Hvorfor fanden snakkede han om rensdyr? Hvad var der galt med ham??

”Jo da, dem har jeg da set.” Hendes smil havde nu bredt sig til den anden mundvige også. ”Børnene lader til at være vilde med dem.”

”Men, ehh, vil du med over og se dem en dag, måske? Jeg kan navnene på dem alle.” Jesus Kristus, hun måtte jo tro, han var her i skånejob.

Fregnerne dansede på hendes runde kinder, mens smilet blev endnu bredere. Han fik dog intet svar, for pludselig prikkede en hidsig finger ham på skulderen. ”Undskyld, gider du godt komme videre i programmet, jule-abe? Vi andre trænger også til kaffe.”

Både manden bag ham og det tatoverede dødningehoved på hans brede hals så mildest talt utålmodige ud, og Julemanden måtte modvilligt gå til side. Ovre ved hans julestol stod centerchefen og ventede sammen med flere utålmodige børn og forældre. Julemanden blev trukket til side og fik at vide, at det var hans sidste arbejdsdag. Alt for mange pauser og for lidt engagement gik ikke her i centeret, måtte han forstå.

På vej ud af døren blev han igen prikket på skulderen. Blødt, forventningsfuldt – ét af den slags prik, man kun oplever få gange i sit liv. ”Nå, sådan ser du ud uden skæg.” Hun smilede stadig, og han følte sig pludselig meget nøgen uden lige præcis skægget.

”Var der noget med nogle rensdyr, du gerne ville vise mig?”

”Ehh, nej, desværre ikke. Jeg arbejder her ikke længere.”

”Men så kan du vel invitere mig i biffen? Jeg er faktisk heller ikke så vild med julemænd.”

Skrevet af: Christian Klitholm 

Christian er stifter af LitteraTurpasset.
Han er journalist og ivrig skønlitterær forfatter.
Krimier, storladne eventyr og historiske romaner udgør
hjørnestenene i hans litterære diæt.
Mange af historierne her på siden bliver skrevet af Christian.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *