”Hvad I alverden skal du forestille? Du ser jo om muligt endnu mere bøvet ud, end du plejer,” siger jeg til far-kæmpen, der lige har monteret en hvid gulvmoppe på hagen og en latterlig, spids, rød hat på hovedet.

”Hohoho,” råber han ned til mig, så gulvmoppen blafrer.

”Okay, gider du lige dæmpe dig, tosse? Jeg ligger her og gør klar til en lur,” brummer jeg irriteret.

Mor-kæmpen kigger overrasket på ham. ”Du må så være julemanden?” kvidrer hun.

”Sig mig, har du også slået hovedet?” spørger jeg hende. ”Det er far-kvajpanden, der har haft knolden nede i rengøringsspanden, og så er noget af den fulgt med op. Og hvem er ham julemanden i øvrigt?”

Far-kæmpen kommer tættere på og fortsætter sit enormt irriterende ”hohoho”, mens der flyver spyt gennem gulvmoppen og ned på mig.

”Godt, hvis det skal være på den måde, så har jeg også masser af ammunition,” svarer jeg og sigter efter hans ansigt.

En velrettet gylp-stråle senere bliver han tvunget til at fjerne både moppen og huen. Ja, det er ikke for ingenting, de kalder mig ”mesterskytten” ovre i vuggestuen.

Episoden var dog mildest talt udmattende, og jeg gør mig klar til min lur. Men nej, mine pinsler er ikke overstået. Jeg bliver løftet op, og så begynder kæmperne dæleme at drøne rundt om det store træ, de på uforklarlig vis har placeret midt i stuen.

”Undskyld mig, lægger du op til mere gylp? For det er sådan her, du FÅR mere gylp,” snerrer jeg til far, der slet ikke lytter, fordi han … er begyndt at synge??

Jeg kigger over på mor, der hopper rundt længere fremme i den gale danseprocession. ”Jeg tror, ham far er gået i stykker. Er der ikke et værksted for jer kæmper?” råber jeg til hende. Men hun hører heller intet, for hun synger også.

”Godt, det var det. I er blevet sindssyge. Jeg flytter ind i min penthouse på toppen af puderne i legerummet. I kan bare aflevere mig i vuggestuen på mandag og ikke hente mig igen.”

Truslen lader til at virke. Kæmperne stopper og sætter sig ned i sofaen igen. ”Tak for det. Jeg kan dog ikke udelukke, at jeg flytter. I er simpelthen for mærkelige nogen gange, og jeg … Hvad I alverden laver I nu??”

Far-kæmpen er løbet hen til træet igen og vender tilbage med en kasse pakket ind i farvestrålende papir.

”Hvad kan det dog være?” spørger mor og kilder mig på maven.

”Altså, nu ved jeg jo fra sludrechatollet far, at du selv pakkede ting ind i sidste uge, så det må du næsten vide,” sukker jeg og beslutter mig for at lade kæmperne blive ved, til de løber tør for energi.

Inde i pakken gemmer sig et ganske nydeligt aktivitetsbord, som lidt senere får følgeskab af både legeklodser, billedbøger og en hulens masse nyt tøj i min størrelse.

”Så den her aften handler primært om at smække en gulvmoppe i hovedet på far, fise omkring et træ og give mig gaver,” konstaterer jeg. ”Og vi kalder den … juleaften, siger I? Okay, hvis vi dropper moppen og træet, så kan vi godt holde den næste år også.”

 

Skrevet af: Christian Klitholm 

Christian er stifter af LitteraTurpasset.
Han er journalist og ivrig skønlitterær forfatter.
Krimier, storladne eventyr og historiske romaner udgør
hjørnestenene i hans litterære diæt.
Mange af historierne her på siden bliver skrevet af Christian.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *