”Nå, Aya, bliver det snart til noget?” Helene løftede begge sylespidse øjenbryn.

Aya trak en stor mundfuld luft ind. Vovede ikke at ånde ud igen. For sammen med udåndingen ville tonerne komme. Tonerne. Måske lidt af en overdrivelse at kalde dem det, kunne Aya forstå på Helene. Musiklæreren havde allernådigst givet Aya en plads bagerst i koret. Egentlig ville Helene gerne have haft Aya over på claves –  musikverdenens svar på skammekrogen. Men Nicholas havde allerede lagt sine fedtede fingre på de to træstave og vogtede dem med større nidkærhed end Gollum. For ham var det her en nem udvej: at sidde og slå træstykker mod hinanden. Han var tilfreds. Men ikke Aya. Hun ville lege med tonerne, udtrykke sig, imponere, shine.

”Ja, du bliver jo altså nødt til at synge nu, Aya. Var det ikke det, du ville?” Helenes øjenbryn bugtede sig op og ned som små, aggressive slanger, mens Aya blev mere og mere blå i hovedet.

Det gik ellers så fint, når hun svømmede rundt i badekarret derhjemme. Lidt Mariah, lidt Whitney, lidt Beyonce. Altid med fuld knald på, så fliserne vibrerede, og de gule plastikænder, som far insisterede på altid at have i nærheden af karret, krængede næbbene opad i noget, der mindede om et imponeret smil.

Da Aya første gang sang for Helene under de auditions, som klassens nye musiklærer holdt, var smilet noget mere overbærende. Alligevel havde Aya altså fået talt sig ind i koret, og  dag, fordi Marie var syg, fik hun endda lov til at synge et solostykke. Aya kunne ikke holde vejret længere:

And aaaaiiiaaaai will aaaalways love …” Slet ikke en dårlig start. Tonerne sad næsten i skabet, tænkte Aya opmuntret. “… yooooouuuuu … arrrgh, fuck!” Ayas stemme knækkede lige midt i fraseringen, og mikrofonen hylede skingert og hånligt.

”Tak, Aya! Tak, tak. Line, du nupper vist omkvædet i denne sang også, ikke?” Helene tog mikrofonen fra Aya og rakte den til Line. Aya sjoskede om bagerst i koret igen.

I frikvarteret holdt Line hof for de andre piger i sit sædvanlige hjørne af klassen. Uheldigvis var det lige ved siden af Ayas faste plads, og selvfølgelig kunne Line ikke dy sig:

”Det var da eller en virkelig … interessant fortolkning af Whitney, Aya. Har du lært den af en særligt syg kat?”

De andre piger fnisede så synkront, at man skulle tro, de havde øvet sig. Men ingen af dem ønskede selvfølgelig at blive peget ud af Line.

”Aya, jeg spurgte dig om noget,” gentog Line. ”Eller det skal måske siges i en falsk tone, før du forstår det?”

Igen et synkront fnis. Aya havde lyst til at bede dem holde kæft, men den slags hjalp sjældent, vidste hun. I stedet forlod hun klassen og gik tilbage til musiklokalet, der som regel var ulåst mellem timerne. På én af stolene lå en mikrofon, hun ikke havde set før. Det var ikke en af de matsorte, bulede og gennemsavlede skolemikrofoner, de normalt sang i. Denne her var i skinnende metal og havde en stor, rund hætte af … guld? Ja, den var guldfarvet. Aya tog den op i hånden, hvor den lå tungt og køligt. En mærkelig ro spredte sig øjeblikkeligt fra hånden ud i resten af kroppen. I det samme kom resten af klassen sjoskende ind til anden halvdel af dobbelttimen.

”Se, hun er gået i forvejen. Måske for at øve sig?” lød det fra én af de andre piger, der dog ikke fik samme medvindsfnis som Line, da Helene lige var kommet ind også.

”Godt, skal vi prøve Whitney Houston igen?” spurgte deres lærer energisk. ”Line, du tager jo som sagt solostykket, og …”

“Jeg vil gerne prøve det.”

”Hvadbehager?” Helene kiggede vantro på Aya, der lige havde talt ind i mikrofonen. Lyden fyldte rummet med en klang så perfekt, som var den optaget i et studie.

”Jeg vil gerne prøve det. Med den her.” Aya pegede på mikrofonen.

”Hvor har du den fra? Den har jeg da ikke set her i lokalet før?” spurgte Helene. Det ene, spidse øjenbryn svirpede op og ned som en pisk.

”Den har jeg … med hjemmefra,” svarede Aya tøvende. Og tilføjede så med mere selvtillid, end hun havde haft i årevis: ”Nå, lad mig lige prøve solostykket igen.”

Sangen blev startet, og da Aya nåede solostykket, stoppede de alle sammen igen, både instrumenter og kor. Kun Ayas stemme lød i lokalet; så perfekt og klar, at den ellers altid stående Helene måtte sætte sig ned.

Et år senere sad Aya foran et spejl i et sminkerum. Hun var i finalen i en national talentkonkurrence. Om få minutter skulle hun ind og synge en sidste gang, før dommere og seere stemte på vinderen. Få minutter. Og mikrofonen var væk.

Aya havde den ellers altid lige i nærheden i en lille kasse. Ikke engang når hun sov, var den mere end en halv meter væk. Indtil nu. Nu var den forsvundet. Var den stjålet? Havde nogen gættet sig til hendes hemmelighed? Det var egentlig fuldstændig ligegyldigt, for om lidt ville alle vide, hvor stor en svindler hun var. Hun havde mest lyst til at stikke af, men gik alligevel ind på scenen og modtog et kæmpe bifald allerede før, hun var startet. En tekniker satte hurtigt en ny mikrofon op, da han så, at Aya manglede sin egen.

Aya følte sig et kort øjeblik som den dag i klassen, hvor hun for første gang sang solo foran Helene og de andre elever. Nu sad de fleste af dem blandt publikum og heppede på hende. Aya lukkede øjnene og trak vejret ind, mens musikken startede. Nå, det kunne umuligt blive værre end den gang, tænkte hun, og pludselig slappede hun af. De første toner flød fra hendes læber ind i den nye mikrofon og ud i højttalerne. Aya smilede.

 

Skrevet af: Christian Klitholm 

Christian er stifter af LitteraTurpasset.
Han er journalist og ivrig skønlitterær forfatter.
Krimier, storladne eventyr og historiske romaner udgør
hjørnestenene i hans litterære diæt.
Mange af historierne her på siden bliver skrevet af Christian.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *