Hvor er den lille fyr altså bare en god ven. Endnu engang står han vagt ved min madskål og sørger for, at ingen hugger min tørkost. Men hov, han er da vist i gang med at smage lidt på maden. Nåeja, han blev nok sulten af at passe så godt på den. Jeg løber over og slikker ham i nakken – det er noget af det, han er allermest vild med.

Hurtigt vender han sig rundt og begraver kærligt sine små kløer i min tykke pels.

”Vuuuuuuuf,” gør jeg højt lige ind i ansigtet på ham. Jo mere begejstret jeg er, jo flere u’er bruger jeg, og han ramte altså lige et sweet spot, der var svært at nå selv.

Han blotter til gengæld tænderne i et strålende smil. Sikke en sød og betænksom lille mis altså.

Nå, så gik han ind i stuen. Jeg spiser hurtigt resten af maden og lunter efter. ”Hvad skal vi lege i dag, min ven?” spørger jeg og løber med hovedet først ind i siden på ham, så han vælter rundt. Sikke en fantastisk masse sjov vi har. Han kan heller ikke styre sin begejstring – det er tydeligt, sådan som han hvæser en glad, lille melodi.

Nu løber han væk fra mig. Yes, det her er min yndlingsleg! Jeg sprinter efter ham rundt i huset, mens jeg gør i vilden sky. Bag mig hører jeg vores menneske råbe, i det han også kaster sig ind i jagten. Det her bliver virkelig ikke bedre. Hvem mon fanger hvem først? Bag mig hører jeg en skramlende lyd, da mennesket falder over en stol. Han ved virkelig, hvordan man tilfører helt nye aspekter til legen. Sikke en innovatør!

Katten og jeg vender rundt og begynder hvæsende og gøende at drøne rundt om mennesket, der nu ligger på ryggen og råber. Jeg har svært ved at vurdere, hvem der har det sjovest her, det må jeg altså indrømme. Katten sætter af i panden på mennesket og svæver halvvejs gennem rummet.

”Wow, sikke et spring. Det må altså blive en ren 9’er på stilskalaen!” gør jeg begejstret. ”Vent på mig!”

Men mennesket er kommet op at stå. Øv, hans bløde mave er ellers en fremragende trampolin. Nu griber han mig hårdt i halsbåndet og smider mig ud i gangen.

”Undskyld mig, er der noget, jeg ikke har forstået?” spørger jeg undrende. ”Er du sur, fordi jeg glemte at give dig stilkarakterer for dit fald over stolen?”

Mennesket svarer ikke, men lukker bare døren til gangen. Sikke da et pattebarn, altså. Tænk at blive sur over den slags småting. Nå, jeg er ikke en hævngerrig hund, men jeg kan ikke udelukke, at jeg slikker katten bagi lige før menneskets ansigt næste gang.

Skrevet af: Christian Klitholm 

Christian er stifter af LitteraTurpasset.
Han er journalist og ivrig skønlitterær forfatter.
Krimier, storladne eventyr og historiske romaner udgør
hjørnestenene i hans litterære diæt.
Mange af historierne her på siden bliver skrevet af Christian.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *