Små, elektriske skød skød gennem begge hænder, da de mødtes første gang. I tiden efter søgte de oftere og oftere berøringen, indtil fingrene endelig flettede ind i hinanden med samme lethed som bække, der mødes og bliver til en flod.

Ingen af hænderne ønskede nogensinde at slippe grebet, og i årene efter holdt de fast. Når den ene hånd slog mod en dør, der nægtede at åbne sig, hjalp den anden med at bryde den ind. Sammen bevægede de sig gennem utallige døre, der før havde været lukkede for dem hver især. Det skulle være de to hænder for altid. Ingen andre. Men bag en dør ventede pludselig en ny hånd. Lille, glat og hvid som nyfalden sne. Den lille hånd gled ubesværet ind i de to store hænder, der ikke vidste, hvordan de nogensinde havde kunne undvære den.

Den lille hånd voksede, og de store hænder fik flere linjer, pletter og mærker. Fingrenes styrke blev mindre, men hænderne holdt stadig fast i hinanden.

Pludselig var den lille hånd ikke lille længere. Den slap grebet om de store hænder og forsvandt ud af en dør, de ikke kunne følge den gennem. Nu var de to hænder igen alene, og de rejste ud i verden og tilføjede flere linjer og pletter til samlingen.

En dag vendte hånden, der engang havde været lille, hjem igen. Nu holdt den selv om en lille hånd. Den nye, lille hånd lukkede sig om de store hænder med samme lethed, som de engang havde fundet hinanden.

Flere hænder kom til med tiden og lagde sig trygt i de store hænder. Men de beholdt stadig grebet om hinanden. De holdt fast som aldrig før, indtil en ny dør dukkede op. En dør, to hænder ikke kunne passere igennem sammen. Hænderne delte et sidste, elektrisk stød, der mindede dem om alt det, de havde haft sammen, og i det øjeblik frygtede de ikke længere den nye dør.

Skrevet af: Christian Klitholm 

Christian er stifter af LitteraTurpasset.
Han er journalist og ivrig skønlitterær forfatter.
Krimier, storladne eventyr og historiske romaner udgør
hjørnestenene i hans litterære diæt.
Mange af historierne her på siden bliver skrevet af Christian.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *