Er man mandschauvinist, hvis man synes, det er pjattet, at landsholdet i fodbold nu skal kaldes herrelandsholdet? Og at tale om kønskvoter for direktioner og bestyrelser? Hvis mindst 95 procent af bøgerne i ens reol er skrevet af mandlige forfattere? I så fald er denne læser/anmelder jo nok mandschauvinist, selv om jeg ikke selv opfatter mig som en sådan.

Men det er altså som sådan en person, at jeg skriver mine tanker om den meget feministiske og meget roste The Power af britiske Naomi Alderman, som udkom sidste år.

Handlingen kort fortalt. Teenagepiger verden over opdager pludselig, at de har fået en særlig kraft, som gør dem i stand til at give en slags elektrisk chok til de personer, som de berører med hænderne. En kraft, der hos de stærkeste gør dem i stand til at slå ihjel. Pigerne er i stand til at vække samme kraft i voksne kvinder, og snart opdager man, at alle nyfødte pigebørn også er i besiddelse af den særlige kraft. I starten mødes de med fordømmelse, men snart tipper magtbalancen. Forældre tør ikke længere lade deres drengebørn gå alene ude om aftenen, kvindebander overfalder og voldtager unge mænd og snart er kvinder i magtpositioner over alt i samfundet.

På den måde er bogen egentlig meget banal og ligetil, da man bare skal forestille sig de værste kvindeundertrykkende regimer i verden og så vende det om. Det interessante er, at Naomi Alderman ikke nøjes med at bruge tanken bag bogen som et spejl, der holdes op, så vi kan se, hvor slemt det (nogle steder) er at være kvinde, men at hun går skridtet videre og spørger: Hvem siger egentlig, at kvinder ville opføre sig bedre og mere empatiske, hvis det var dem, der havde den fysiske overmagt og i det hele taget havde overhånden? Pointen er lidt, at magt også korrumperer, når det handler om magtbalancen mellem kønnene.

Jeg skal ikke afsløre, hvor det hele ender, men der er en rammefortælling, som sætter det hele i perspektiv. Og som er en af mange grunde til, at man undervejs sender en tanke eller to i retning mod Margaret Atwood og hendes Handmaid’s tale.

The power er et eksempel på, at man når rigtig langt med en bog, når man har en god og original ide. Men det, der gør, at den hæver sig ift fx Kasper Colling Nielsens Den danske borgerkrig er, at Alderman ikke nøjes med at angribe det fra en filosofisk vinkel. Hun har skrevet en både spændende og nervepirrende bog, der samtidig formår at være tankevækkende. Og så er hun ikke bange for at spasse helt ud med detaljerede beskrivelser af afstumpet vold. Endelig er det ret godt tænkt og effektivt, at bogen er global, og foregår på flere kontinenter. Der er en tendens til, at de her science fiction tankeeksperimenter normalt holder sig til et ret afgrænset miljø.

Alt i alt en stor anbefaling for både kvinder og mænd. Så vidt jeg kan se, er den endnu ikke udkommet på dansk, men det må bare være et spørgsmål om tid. Og den er under alle omstændigheder ganske letlæselig på engelsk.

Anbefalet af: Ralf Gottschalk Dahl

Ralf er ivrig læser i sin, ifølge ham selv, bedste alder.
I det daglige er han journalist og studievært på DR P4.
Han er desuden, hvad der meget fint kaldes moderator – det vil sige,
at han arbejder på Krimimessen i Horsens og Ordkraft i Aalborg, hvor han
interviewer de indbudte forfattere på scenen.
Ralf læser næsten alt og meget – fra Harry Potter til Jesper Stein,
Dostojevskij og James Joyce. Men INGEN digte!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *