Norah vidste det, når hun selvsikkert præsenterede et projekt for kollegaerne. Hun vidste det, når hun købte de helt rigtige økologiske madvarer. Hun vidste det, når hun hentede Mathilde i børnehaven med overskudsagtige skridt både på vej ind og ud. Norah vidste det og havde vel egentlig altid vidst det: hun var en svindler.

”Mor, hvorfor er du så stille?” lød det fra Mathilde på bagsædet.

Norah fik øjenkontakt med sit barn i bakspejlet og smilede sit allerbedste svindlersmil. ”Mor sidder bare og tænker på, hvilken historie hun skal læse for dig i aften før sengetid, min skat. Skal det være den om delfinen med vandskræk? Den kan du jo godt lide, ved jeg.”

Mathilde svarede ikke med det samme, men Norah kunne høre den røde barnestol knirke let, da datteren bevægede sig rundt i den. Den var købt brugt, men den skulle være sikker. Eller hvad? Måske VAR den ikke sikker alligevel? Også her havde Norah svindlet. Svindel med Mathildes sikkerhed. Kunne det blive værre?

”Nej, mor, det tror jeg faktisk ikke.”

”Hvad tror du ikke, skat?”

”Jeg tror ikke, du tænker på min historie. Jeg tror, det er noget meget mere alvorligere.”

Mathildes glatte barnehud gav plads til en enkelt lille fure, da hun kæmpede for at rynke panden og se bekymret ud. Barnet var begyndt på det inden for den sidste måned. Garanteret noget, hun havde lært ved at betragte én af de pædagoger, der ikke længere orkede at bære svindlermasken gennem en hel, lang arbejdsdag.

”Du kan være helt rolig, min skat. Der er ikke noget galt,” svarede Norah tilbage. Hun tjekkede hurtigt sit eget spejlbillede: nej, masken havde ingen revner. Var barnet blevet tankelæser?

Mathilde sagde ikke noget de næste par minutter. Bilen sneglede sig gennem trafikken i midtbyen. Da de holdt stille i et lyskryds, kiggede Norah ud af sidevinduet og lige ind i øjnene på en kvinde med to børn bag i bilen. Kvinden var nok cirka på Norahs alder, selvom hun på bedste svindlermaner havde formået at skære i hvert fald ti år af med vellagt makeup og højest sandsynligt en opstramning eller to. Hun nikkede afmålt til Norah og smilede let, så man skimtede de perfekt blegede tænder. Børnene på bagsædet sad rankt og roligt. Sikke et pragteksemplar af en svindlerfamilie, tænke Norah og følte sig pludselig udsat. Hun kiggede på Mathilde i bakspejlet og overvejede at bede hende om ikke at hænge i stolen.

Inden hun nåede det, skiftede det til grønt. Norah kiggede en sidste gang på kvinden i bilen ved siden af. I et splitsekund så Norah en afgrundsdyb udmattelse i kvindens perfekte træk.

”Moar – køøøør. Det er grøøønt,” halvråbte Mathilde.

Norah satte bilen i bevægelse. Og missede afkørslen mod syd.

”Moaaaar, vi skulle altså have drejet her,” lød det igen fra Mathilde. ”Mor,” tilføjede hun mere stille. ”Hvad er det, du tænker på?”

Igen den lille fure i panden. Pludselig fik Norah en helt enorm lyst til at omfavne sin datter. Omfavne hende og aldrig give slip igen.

”Jeg … det er ikke noget, du behøver bekymre dig om, lille skat. Mor er bare lidt træt i dag.”

”Er du ked af det, mor?”

Norahs naturlige impuls var at fortælle Mathilde, at intet kunne gøre mor ked af det. Mor havde altid styr på det. Aldrig nogen problemer her. Sådan ville kvinden i den anden bil have gjort. Løst det på storslået svindlermaner. Men Norah kunne ikke få ordene frem. I stedet trak hun bilen ind til siden og kravlede om til Mathilde på bagsædet.

”Ved du hvad, lille skat. Mor er faktisk lidt ked af det i dag. Nogen gange bliver det hele bare lidt hårdt. Kender du det?”

Mathildes små, buttede fingre strøg Norah over kinden. ”Ved DU hvad, lille mor? Det kender jeg faktisk alt til. Nogen gange er børnehavelivet nemlig også hårdt.”

Norah prøvede at lade være med at smile. ”Men hvordan klarer min store, stærke Mathilde så det?”

”Nemt, mor. Man skal bare fortælle nogen af de andre om det. For så er man flere til at deles om ked-af-det-heden, og så er den ikke så slem.”

Norah trak datteren ind til sig. ”Du har ret, Mathilde. Du har noget så ret.”

 

Skrevet af: Christian Klitholm 

Christian er stifter af LitteraTurpasset.
Han er journalist og ivrig skønlitterær forfatter.
Krimier, storladne eventyr og historiske romaner udgør
hjørnestenene i hans litterære diæt.
Mange af historierne her på siden bliver skrevet af Christian.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *