”Prøv lige at se ham! Han tror, han kan gemme sin grimme tryne under kasketten! Haha!”

”Hahaha! Ja, men lugten afslører ham. Vi ved, at han kommer. Svin! Svinet kommer!”

Nicholas lukkede øjnene næsten helt i. Han behøvede kun at se døren for enden af gangen – intet andet. Tunnelsyn.

”Svinet lader som om, vi ikke er der. Hey, svin – er du blevet for fin til os andre? Du er sgu da alt for fattig til at lege overklassesvin! Hahaha!”

Deres grin skar i hans ører som hyænelatter. Tunnelsyn. Tunnelsyn, for helvede! De eksisterede ikke.

”Hey, svin – hvad laver du egentlig her? Du skal da tilbage i stalden. Tilbage og rode i affaldet! Haha!”

Tunnelsyn. Intet var vigtigere end tunnelsyn.

”Stop, svin!” Tunnelen kollapsede omkring Nicholas. Stærke, hadefulde hænder –  mindst 4 par – rev ham ud resterne. Ud i virkeligheden.

”Se, se! Svinet ryster, når det er bange! Det ved, det skal slagtes!”

Kasketten blev revet af hans hoved, og spidse fingre lukkede sig om hans næse. De drejede på den, og neglene skrællede hans hud af i flager. Nu var der hul. Der var gået hul på ham, og ordene fandt ind i åbningerne:

”Se, se! Trynen er vokset siden i går! Svinet roder for meget i affaldet!”

Han måtte væk. Hvis flere ord nåede ind, ville det gå galt. Der var ikke plads til flere. Løb. Tunnelsyn. Løb!

To skridt blev det til, før en fod fandt ind mellem hans ben. Gulvet susede mod ham, og han mødte det med den ene hånd, et højt knæk og en intens smerte.

”Så for satan – svinet er kommet til skade! Så er vi nok nødt til at slagte det. Det var sgu også et ubrugeligt svin i første omgang.”

Luk øjnene, find tunnelsynet. Find det nu! Ordene måtte ikke nå ind. Men det var for sent, vidste Nicholas. De var derinde nu og fandt de gamle ord, der allerede boede der. Blandingen begyndte at boble – kogende og kraftigt. Så kraftigt, at han ikke mærkede smerten i håndleddet. Den boblende blanding spredte sig ud i alle kroge af hans krop. Da den nåede hans øjne, lukkede de sig næsten i. Tunnelen var på plads igen, men målet for enden af den var et andet. Han vidste, at det burde skræmme ham, men i stedet fyldte det ham med ro. En fuldstændig, urokkelig og dejlig ro. Han smilede –  smilede som aldrig før, da han rejste sig.

”Svin, svin, svin,” begyndte én af dem, men de andre sang ikke med. De havde set hans smil. Måske vidste de, hvad der ventede? Måske ikke. Nicholas var ligeglad. Han var så herligt ligeglad, som han aldrig havde troet muligt.

Med den boblende blanding susende rundt i kroppen gik han hjem. Sang han? Ja, sgu. Han sang! En sang, han have elsket engang. Engang før Svinet. Engang, da hadefulde ord ikke optog al plads i ham.

Sangen fortsatte, da han åbnede det hemmelige skab på værelset, og da han passerede far og de tomme flasker på sofaen. Den steg i styrke, da han igen nåede skolen. Og den bragede ud sammen med de første skud. Først da det sidste faldt, stoppede sangen.

 

Skrevet af: Christian Klitholm 

Christian er stifter af LitteraTurpasset.
Han er journalist og ivrig skønlitterær forfatter.
Krimier, storladne eventyr og historiske romaner udgør
hjørnestenene i hans litterære diæt.
Mange af historierne her på siden bliver skrevet af Christian. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *