Med fire Oscar-statuetter i bagagen er det her et af de mange tilfælde, hvor den efterfølgende filmatisering er nået meget bredere ud end bogforlægget. Og selv om Coen-brødrenes No country for old men er en fremragende film og en personlig favorit, så er der rigtig meget at hente i Cormac McCarthys knap 250 siders tykke bog.

McCarthy har tidligere vundet Pulitzer-prisen for sin eminente dystopi-novelle, The Road (på dansk: Vejen), der i øvrigt også er filmatiseret. En bog, der klart er på min top 10 på listen over de bedste bøger, jeg har læst. Og Ikke et land for gamle mænd er altså ikke mange my dårligere.

Hvis du har set filmen, vil du ikke opleve mange overraskelser, da ikke bare handlingsforløb, men også dialog og ikke mindst den altovervejende melankolske og dommedagsagtige stemning er taget direkte fra bogen.

Kort fortalt: En svejser, der bor med sin unge hustru i en campingvogn, falder en dag tilfældigt over konsekvenserne af et narkoopgør i ørkenen. Blandt de mange lig finder han en kuffert med 2½ million dollars, som han beslutter sig for at beholde. Dumt … Resten er bogen er hans flugt fra to, måske tre, hold lejemordere, hvor særligt den psykopatiske dræber, Chigurh spiller en central rolle. Han er ganske enkelt en af de mest skræmmende fiktive personer, jeg er stødt på (og han spilles i øvrigt fremragende af Javier Bardem i filmen).

Den egentlig hovedperson er sheriffen, der hele tiden er to-tre skridt bagud og med større og større mismod iagttager, hvordan ligene hober sig op. Handlingen er afbrudt af små passager, hvor han i jeg-person fortæller om de gamle dage og om den forråelse blandt andet den stigende narkokriminalitet har forårsaget i den amerikanske samfund. Det er her du finder den største afvigelse i forhold til filmen, hvor sheriffen får lidt mindre plads, selv om han stadig er historiens hjerte og samvittighed.

De dele er både poetiske og melankolske, og samtidig har du altså en topspændende chase-historie. Spitze. Sproget er klinisk og nedbarberet, som i McCarthys øvrige bøger, og det giver en helt særlig stemning. Og du behøver ikke at have set filmen for at vide, at alting ikke nødvendigvis ender godt. Er der nogensinde skrevet en mere poetisk dødsscene end den her:

”Chigurh skød ham i ansigtet. Alt det Wells havde vidst eller tænkt eller elsket dryppede langsomt ned ad væggen bag ham. Hans mors smil, hans konfirmation, kvinderne i hans liv. Ansigterne hos de mænd der var døde i knælende stilling foran ham. Liget af et barn i en grøftekant i et fremmed land. Han lå hen over sengen med kun halvdelen af sit hoved tilbage.”

Det er stærkt. I øvrigt bruger han meget bevidst kun få tegn og afsnit i sine tekster, der altså fremstår ret kompakte, og det er jo milevidt fra den normale pageturner/bestseller-skabelon.

Men en fremragende læseoplevelse og samtidig en stor opfordring til også at få læst The Road/Vejen. De fleste anmeldere sværger til den nyligt oversatte Blood Meridan, og den er også god. Men jeg vil nu stadig fremhæve bogen her og Vejen, der begge er mere tilgængelige og har større fremdrift.

Anbefalet af: Ralf Gottschalk Dahl

Ralf er ivrig læser i sin, ifølge ham selv, bedste alder.
I det daglige er han journalist og studievært på DR P4.
Han er desuden, hvad der meget fint kaldes moderator – det vil sige,
at han arbejder på Krimimessen i Horsens og Ordkraft i Aalborg, hvor han
interviewer de indbudte forfattere på scenen.
Ralf læser næsten alt og meget – fra Harry Potter til Jesper Stein,
Dostojevskij og James Joyce. Men INGEN digte!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *