”Nej, nej, nej! Det er IKKE min tur! Det er det simpelthen ikke!” halvråbte han og svingede børsten over hovedet.

”Jo, det er! Det er det altså! Og stop så med at vifte med den børste!” råbte hun tilbage og rakte ud efter den. Men han løftede den højere over hovedet.

”Når den børste lokker så meget, MÅ det da være fordi, du VED, det er din tur, ikke?”

”Nej, jeg er bare træt af, at du ligner en dum dirigent, der har mistet kontrollen over sit orkester, ” svarede hun syrligt, og han sænkede armen.

”Okay,” knurrede han gennem sammenbidte tænder. ”Lad os lige gennemgå opvaskeplanen …” Hun himlede med øjnene. ”Mandag er det mig, tirsdag er det dig, onsdag er det mig igen, og torsdag …”

”Ja, torsdag må det jo så være mig, afbrød hun, nu med øjnene så kraftigt himlende, at pupillerne truede med at forsvinde om i nakken. ”Den plan, du med så stor snilde har udtænkt, kræver ikke ligefrem Einstein-begavelse at forstå.”

”Det er da sjovt, du så netop IKKE har forstået den, for i dag er det … ja, gæt selv: torsdag.” Han strittede triumferende børsten ind foran hendes næse.

”Jamen det har du da fuldstændig ret i, skat,” hvislede hun sukkersødt og faretruende og med overdrevet tryk på ’skat’. ”Men som du måske husker i al din planlægningsmæssige visdom, tog jeg opvasken for dig mandag, fordi du skulle se fodbold.”

Opvaskebørsten hang nu slapt i hans hånd. ”Ja, det har man jo set før,” mumlede hun.

”Jamen okay. Ja, ja, det er rigtigt. Jeg SÅ fodbold mandag, og du TOG opvasken …”

”Jaeeh,” sagde hun, køligt afventende.

Pludselig løftede både hans mundvige og børsten sig. ”MEN siden du husker så godt tilbage til mandag, kan man måske håbe, at ugen før står lige så frisk i erindringen?”

”Hvad, ehh, hvad med ugen før?”

”Der var, så vidt jeg husker, en vis kvinde i dette hus, der sprang sin opvasketur over ikke én, men to gange.”

”Jeg havde hovedpine – det sagde jeg jo til dig.”

”Sjovt, hvordan den hovedpine altid kommer på de mest belejlige tidspunkter.” Han lagde teatralsk opvaskebørsten mod panden, så en sæberest begyndte at løbe ned langs hans tinding.

”Måske den ville gå væk hurtigere, hvis du blev bedre til at styre din børste.”

”Come on – du ved, jeg kommer ud i kanterne.”

”Men sjældent helt i bund.”

De stirrede vredt på hinanden, mens sæben nåede hans kind.

”Jeg er da i hvert fald kommet til bunds i dét her. Det er DIN tur i dag.” Han stak beslutsomt børsten i hendes hånd, og hun tog modvilligt imod den.

Han forlod køkkenet, men kom tilbage kort efter og lagde hænderne på hendes skuldre. Hun forsøgte først at ryste ham af, men han holdt blidt fast. ”Kan du huske, da vi lige var flyttet sammen? Det må være …?”

”7 år. 7 år siden,” sagde hun.

”Hvordan klarede vi egentlig opvasken dengang?”

”Vi lod den vist stå det meste af ugen, tror jeg.”

”Og så?”

”Så tog vi den sammen.”

Han vendte hende rundt og greb hendes sæbeindsmurte hånd. ”Hvad med at vi begynder at gøre det igen?”

Hendes hånd lukkede sig om hans med et eftergivende ’svup’. ”Det lyder som en dejlig ide, synes jeg.”

Han trak hende ind til sig og tog børsten ud af hendes anden hånd. ”Men først har jeg andre planer med dig.”

Hun smilede skævt og tørrede sæberesten væk fra hans kind. ”Så får du brug for din børste.”

”Men jeg kan jo ikke styre den, sagde du.”

“Når vi tager opvasken sammen, er du en sand mester.”

 

Skrevet af: Christian Klitholm 

Christian er stifter af LitteraTurpasset.
Han er journalist og ivrig skønlitterær forfatter.
Krimier, storladne eventyr og historiske romaner udgør
hjørnestenene i hans litterære diæt.
Mange af historierne her på siden bliver skrevet af Christian.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *