Der var flere grunde til ikke at sætte sig i stolen. Den var dyb og lav, og hendes dårlige hofte og svage ryg ville gøre det mere end svært at komme op af den igen. Desuden var der uden tvivl en del støv gemt i folderne på det sorte læder efterhånden. Og så ville den gøre hende trist. Alt for trist. Ellen humpede ud i køkkenet og hældte kaffe fra kanden oven i det lunkne i kruset. Porcelænets temperatur steg sammen med indholdet, og hun nød den beroligende effekt, det havde på de krogede, gigtplagede fingre.

Den sidste grund til ikke at sætte sig i stolen var også den vigtigste til, at hun nu alligevel havde tænkt sig at gøre det. Ellen ønskede tristheden. For i tristheden lå mindet om ham. Et minde, der ligesom de gulnende sider i en gammel bog falmede en smule hver dag.

Inde i stuen stod stolen på samme måde, som den havde gjort i over 20 år. Alligevel stod den slet ikke på samme måde som for to måneder siden. Ellen lod en finger glide hen over armlænet. Det var første gang, hun rørte den i de to måneder. Hun gik tæt nok på til, at den tunge, krydrede duft af gammelt læder nåede hendes næsebor. Det var den duft, der altid hang ved ham efter en hel eftermiddag dybt nedsunket i læderet med ansigtet skjult bag avisen.

Hendes hofte knirkede som et usmurt hængsel, da hun lod sig glide ned i stolen. Fingrene tog fra på armlænet og knækkede om kap med hoften. Hun lod smerterne lægge sig en smule, før hun greb fjernbetjeningen til musikanlægget og tændte for radioen. P7 Mix. Den hørte han altid. ”God, gammeldags musik. Ikke de der fimsede drengegrupper og deres klynkende sange, ” sagde han ofte med en surhed, hun vidste var påtaget. Engang havde hun taget ham i at nynne fornøjet med på en af de der klynkende og fimsede sange. Selvom han selvfølgelig havde nægtet det bagefter.

I dag var det dog Willie Nelsons rustne, hærgede bodegastemme, der knitrede ud af højttalerne:

Maybe I didn’t treat you. Quite as good as I should have.”

Ellen havde altid syntes bedst om Elvis-versionen. Han foretrak Nelson-udgaven. Sådan havde hele deres ægteskab været; de kunne som regel lide de samme ting, men med små forskelle. Ostemad med og uden syltetøj, bilferie til Frankrig med og uden stop på et slot i Sydtyskland, engelske krimiserier med og uden undertekster.

Men de havde været gode til kompromiserne. Gode til at give plads til hinanden. Ellers klarede man ikke 60 års ægteskab. 60 år sammen. Og så en dag var man det pludselig ikke mere. Hun trak vejret dybt ind, og læderduften fyldte igen hendes næse, fordelte sig rundt i kroppen og nåede helt ud til de krogede hænder, som Ellen nu rakte frem for sig. Hvordan var det, han havde føltes? Varm, bred og ulden – for han bar altid én af de sweatere, hun enten købte eller strikkede til ham. Han havde føltes … tryg.

Ellen lukkede fingrene om den tomme luft. Flere gange.

Little things I should have said and done. I just never took the time”

Nelsons stemme sang til hende nede fra bunden af et askebæger, og hun følte øjnene brænde, som hvis der blev blæst røg ind i dem.

Kiste. Sådan én ville de begge to ligge i. Men hans skulle være eg. Hendes bøg. Hans kiste havde været smuk, og solen havde spejlet sig i det blanke, olierede træ. Det havde virket … rigtigt. Lige indtil de begyndte at kaste jord på den. Først dér gik det op for hende, at han ville blive liggende i den altid. Ellen ville aldrig mærke hans trygge, uldne varme igen. Aldrig høre ham brokke sig over radioens musik eller avisernes nyheder. Hun ville aldrig igen høre ham sige, hvor højt han elskede hende. I det øjeblik havde det virket uendeligt forkert. Og sådan havde det været siden.

Hvordan var det nu, hans stemme lød? Af en eller anden årsag blev hun ved med at høre den, som den havde været, da de var helt unge og tog på deres første stævnemøder. Skovtur på markerne ved den fælles barndomsby. Solen havde oplyst hans smukke, stærke ansigt, når han smilede til hende.

Ellen lænede sig tilbage i stolen og lukkede øjnene. Smerterne var nu helt væk fra fingrene og hoften, og hun fyldte næsen med læder en sidste gang.

You were always on my my mind, you were always on my mind.”

Han stod på marken med åbne arme. De var begge unge igen. Unge og gamle. Ellen kastede sig i hans arme og holdt fast.

 

Skrevet af: Christian Klitholm 

Christian er stifter af LitteraTurpasset.
Han er journalist og ivrig skønlitterær forfatter.
Krimier, storladne eventyr og historiske romaner udgør
hjørnestenene i hans litterære diæt.
Mange af historierne her på siden bliver skrevet af Christian.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *