Et ville have været slemt. To utænkeligt. Men der var sket tre. Tre angreb på bare to uger.

Tahir gik ned bagest i bussen og mærkede flere blikke følge sig. Han satte sig på et gammelt, hullet sæde i hjørnet og lagde forsigtigt blomsten ved sin side. En rose. Mørkerød som blod, der ikke havde fået ilt længe. Han syntes, der var noget både trist og smukt over den. Ekspedienten havde ellers prøvet at sælge ham flere lysere varianter. ”En lys rose betød ung kærlighed,” havde hun sagt flere gange. ”Det var lige noget for ham.”

Han var sikker på, at hun helst bare ville have ham ud af forretningen hurtigst muligt. Et par fyre var allerede begyndt at kigge på ham på den måde, der betød snarlig handling.

Alligevel havde han kigget alle roserne igennem og valgt den mørkeste. Den var mere alvorlig end de andre. Mere lidenskabelig. Ligesom hans følelser for hende.

Bussen skramlede ud ad Nørrebrogade, og han kiggede ned på fortovet. De fleste bazarer, pizzeriaer og markeder var lukkede, og der var nærmest ingen mennesker med mellemøstligt udseende i bybilledet. Politiet havde opfordret dem til at blive hjemme. I hvert fald indtil situationen var under kontrol. Politichefen havde ikke ligefrem lydt tillidsvækkende, da han klemte ordene ud af sammenbidte læber.

Det tredje angreb var sket i forgårs. Et diskotek i Vesterbrogade. 37 døde og 80 sårede. Automatvåben. Det tredje angreb havde ændret noget i folk. Det havde ændret deres tanker og deres sprog og derfor deres handlinger. Eller måske blot bygget videre på noget, der var der i forvejen. Flere gange var kvinder med tørklæde, mænd med langt sort skæg og endda helt unge, mørke drenge blevet overfaldet på åben gade. Tre af overfaldene havde haft dødelig udgang. Tre siden i forgårs.

Tahir vidste, at han burde været blevet hjemme. Men i en tid, hvor alt var i opløsning, havde han brug for at vise hende, at han aldrig ville give slip. Det var længe siden, han havde givet hende blomster. Man glemmer den slags i en travl hverdag. Og hvem vidste, hvornår han kunne komme ud og købe roser igen?

Han kiggede op og så to unge mænd med hættetrøjer bevæge sig ned gennem bussen mod ham. Han greb rosen – for hurtigt, så tornene stak ham – og rejste sig. I det samme nåede bussen et stoppested, og han steg af.

Det gik op for ham, at han havde taget fejl før. Der var ikke ”nærmest ingen” på gaden med mørk hud. Der var ingen. Tahir opdagede, at han stadig knugede hårdt om blomsten og mærkede en spids smerte i sin håndflade. En synålstynd, rød stribe løb ned ad hans underarm. En anden og tykkere stribe bugtede sig mod bunden af blomstens stængel. Hans blod var lysere end rosens blade. En enkelt dråbe faldt fra bunden af stængelen og slog mod asfalten med et plask, der næppe burde have været hørligt. Alligevel ramte det hans trommehinder som et slag mod en gonggong.

Dråben blev til en plet, hvis røde, takkede fangearme bredte sig i tre retninger på asfalten. Tahir stirrede længe på pletten, indtil gongongen lød igen. Og igen.

Han kiggede op og så nu, hvor lydene kom fra. Flere mennesker var på vej over mod ham. De to hættetrøjer fra bussen, en mand i 50’erne med en slank, sort paraply i hånden og en kraftig kvinde med rødmossede kinder.

Kvinden råbte forpustet efter ham, manden svingede paraplyen, og den ene hættetrøje trak noget op af lommen. Noget blankt og skinnende.

Tahir vidste ikke, hvorfor han ikke løb. Det var som om, hans hjerne nægtede at tro på, at det var virkeligt. I stedet for at sende en ordre til benene, genspillede den de andre angreb. Varevogn på strøget. 44 døde. Kvinden var nu så tæt på, at Tahir kunne tælle hendes dobbelthager. Bombe på Kongens Nytorv. 17 døde. Tahir kunne mærke suset fra den svingende paraply.

Endelig lystrede hans ben. Tahir begyndte at løbe. Kvinden skreg bag ham. Hun lød så forpint, at Tahir næsten fik ondt af hende. Hendes skrig blev besvaret af flere råb, skrig og noget, der lød som et brøl foran Tahir. Han følte pludselig, at han sprintede hen over savannen med en løveflok efter sig. Skift retning. Forvir forfølgerne. En sidegade.

Da Tahir vågnede igen, stod der flere mennesker over ham. Det hårde slag mod hans tinding var kommet ud af den blå luft. Han mærkede noget spidst trykke hårdt mod sit bryst. En sort, slank paraply.

Folkene over ham råbte, men han var stadig for omtåget til at forstå ordene. Hvor var rosen? Tahir drejede hovedet til siden og så den ligge på asfalten. Han rakte armen ud efter den. Hvis bare hun fik rosen, skulle det hele nok gå. Men hans arm var ikke lang nok, og en tung støvle stod på hans skulder. Over ham kom den ene hættetrøje nu til syne. Det blanke og skinnende bevægede sit tættere på. Tahir kiggede på blomsten en sidste gang og håbede, hun ville tilgive ham.

 

Skrevet af: Christian Klitholm 

Christian er stifter af LitteraTurpasset.
Han er journalist og ivrig skønlitterær forfatter.
Krimier, storladne eventyr og historiske romaner udgør
hjørnestenene i hans litterære diæt.
Mange af historierne her på siden bliver skrevet af Christian.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *