Far kiggede længe på ham. En øjenkontakt på bare to sekunder ville have været usædvanligt. Denne gang varede den i over ti. Endelig talte far. Langsomt. Uendeligt langsomt. Hver ord var som en lille evighed.

”Du er syg, Frederik. Du er meget syg.”

Frederik vidste godt, det var forkert. At det var meget, meget forkert. Så hvorfor havde han flyttet ordene fra hjernens dybeste, mørkeste kamre og ud på læberne? Hvorfor havde han fortalt sine forældre det?

”Du skal afsted,” sagde far. Og så sagde han ikke mere.

Frederik var ikke den første, der skulle ”afsted”. Tidligere i år var det Emma, og sidste år var det Peter og Simon. Ingen af dem var som de andre unge. De var syge, ligesom Frederik. Homoseksualitet. Når præsterne sagde ordet, skælvede deres stemmer af foragt.

Frederik kunne høre mor græde inde i soveværelset. Far sad i sofaen i stuen og stirrede stift frem for sig. Ingen af dem talte til Frederik, indtil han næste dag blev hentet af en af præsterne. Præsten talte til gengæld. Hele tiden. Om synd, evig fortabelse og Helvedes flammer. Men også om omvendelse og muligheden for frelse. Der, hvor Frederik skulle hen, var der frelse.

Efter flere timers kørsel endte de i lysning i en skov. Her lå en stor bjælkehytte med flere mindre hytter spredt rundt om i en halvcirkel.

”Her skal du se, om du kan finde Gud igen,” sagde præsten, mens både han og præsten, der havde modtaget dem, nikkede højtideligt.

Om aftenen var der bøn. To gange. Og igen næste morgen. Frederik kiggede forsigtigt rundt på de andre unge, der sad samlet omkring bjælkebordet i den store hytte: fire drenge og to piger. Alle med bøjede nakker og lukkede øjne. Alle undtagen én. Frederik kunne ikke huske at have set så klare, blå øjne før. De skar igennem rummet, skar igennem bibelordene, der flød fra præstens mund, skar igennem Frederik.

Drengen, som øjnene tilhørte, havde kort, blond hår og en hær af fregner på næsen og kinderne. Og læber, der lod til at være permanent skruet fast i et lille, skævt smil. Frederik og drengen kiggede på hinanden, i hvad der føltes som flere minutter, og Frederik vovede ikke at blinke.

”Nikolaj og Frederik. Vil I ikke mene, at Guds ord fortjener større opmærksomhed, end hvad I giver dem lige nu?” spurgte præsten strengt og løftede sine store, buskede øjenbryn.

”Hvis jeg skal være helt ærlig, så tror jeg, Gud er bedøvende ligeglad,” svarede drengen, der hed Nikolaj, lynhurtigt.

De andre unge gispede i kor. Frederik havde aldrig hørt nogen tale sådan til en præst før.

”Jeg tror, du springer aftensmaden over og tilbringer natten i bøn. Hele natten.” Præsten slog biblen ned i bordet, som hvis han lige havde afsagt dom i en retssag.

De hårde fjedre i Frederiks køje prikkede ham i ryggen, da han vendte sig for mindst tyvende gang på en halv time. Blå øjne, skævt smil, Nikolaj. Frederik vidste, at han ikke ville falde i søvn. Præsterne gik en runde hver time, men Frederik tog chancen og listede ud af hytten. Nikolaj var blevet placeret i hytten længst ude mod træerne, havde Frederik set. Han nåede kun at banke på én gang, før døren blev flået op.

”Hvad er det dog for en respektløs og ukristen måde at banke på? Sådan ville Gud aldrig selv banke!”

Frederik skulle lige til at undskylde. Flere gange. Men så så han smilet. Det var ikke længere skævt, men fyldte nu hele ansigtet.

”Kom ind i syndens hule,” grinede Nikolaj. Frederik tøvede et par sekunder, men fulgte så efter Nikolaj. De satte sig på hver sin vakkelvorne taburet omkring et lille bord. Frederik var nu så tæt på Nikolaj, at han kunne tælle fregnerne og mærke den fugtige luft fra den andens vejrtrækning. Han begyndte at føle sig svimmel.

”Er du okay?” Nikolaj lagde en hånd på Frederiks arm.

”Ja, jeg har det godt. Rigtig godt.”

”Hvordan opdagede din familie så, at du havde en farlig homodjævel i dig?” Nikolaj lavede horn i panden med fingrene og rynkede kraftigt på næsen, så fregnerne dansede.

Frederik havde stadig ikke vænnet sig til Nikolajs måde at tale på, og inden han havde fået taget sig sammen til at svare, kyssede Nikolaj ham.

Frederik havde én gang før kysset nogen. Helene bag hendes hus. Det havde været klodset, stift og ubehageligt. Hendes læber føltes fremmede mod hans. Nikolajs var varme og bløde. Og Frederik var sikker på, at han kunne smage smilet. Tusind små, blafrende sommerfugle truede med at sprænge hans mave, men i stedet fløj de ned i fødderne og op i brystet.

I flere timer talte de om livet med strenge forældre og præster. Men også om en omgivende verden, hvor Gud ikke bestemte alt.

Sidst på natten kom Nikolajs fregner igen helt tæt på. Han havde dem også på brystet, skuldrene og nederst på lænden. Frederiks hænder gik på opdagelse og forsøgte at tælle dem alle, men de var som stjernerne uden for vinduet – umulige at få fuldstændig styr på.

Drengene vågnede op til et par store, buskede øjenbryn, der svævede over dem. Under brynene var en smal mund snerpet sammen i foragt.

”Synd! Ved I da ikke, hvad I har gjort? Synd! Synd!” Munden spyttede hvert ord ud.

Frederik kiggede forfærdet op på præsten. Hvad havde han dog gjort? Men så mærkede han Nikolajs varme ånde i nakken og en fregnet arm på sin skulder. I det samme var han fuldstændig rolig.

”Vi har gjort præcis det, vi havde lyst til. Og hvis det er syndigt oppe i dit lille hoved, så er det dit problem. Kom, Nikolaj – lad os gå,” sagde Frederik med en stemme, han aldrig havde hørt sig selv bruge før.

Præsten spyttede videre, men Frederik hørte ham ikke længere. Drengene gik hånd i hånd ud i det strålende solskin, der havde afløst stjernelyset.

 

Skrevet af: Christian Klitholm 

Christian er stifter af LitteraTurpasset.
Han er journalist og ivrig skønlitterær forfatter.
Krimier, storladne eventyr og historiske romaner udgør
hjørnestenene i hans litterære diæt.
Mange af historierne her på siden bliver skrevet af Christian.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *