Han måtte ud herfra. Hendes blotte nærvær gjorde det umuligt for ham at blive i huset så meget som ét sekund længere.

Januar-vinden smøg sig om hans hals som iskolde, kvælende hænder, da han kom ud på hovedgaden. Han skyndte sig at lyne den tykke dynejakke helt op i kraven. Det var virkelig den koldeste vinter, han nogensinde havde oplevet. Men ikke koldere end hende. Indlandsisens inderste kerne var ikke koldere end hende. Hun behøvede ikke engang sige noget. Han kunne mærke det. Mærke, hvad hun syntes om ham, hans arbejde og hans venner. Intet af det var godt nok.

Han satte tempoet op og mærkede overkroppen afgive varme i små bølger, der kæmpede med de isnende vindstød om at styre temperaturen i jakken. Vindstødene vandt, og han slog kuldeslag med armene i takt til sine klaprende tænder. Han skyndte sig ind på skovstien. Træerne burde skærme for den værste blæst.

Hun havde ikke altid været sådan. Der var engang, hvor hun havde grinet uden hånlighed i stemmen, smilet uden et ironisk strejf om munden og elsket med ham uden at kigge væk. Det føltes ikke som om, det nogensinde havde været virkelighed. Mere som om, det var sket for en person i en film, han engang havde set.

Frosten havde gjort jorden under ham hård som sten, og det føltes næsten som at gå ude på gaden. Men vinden havde ikke fulgt med herind. Det havde lyset fra gadelygterne til gengæld heller ikke, og skoven var mørk. Ikke som et værelse, når man slukker lyset, men mørk som kun naturen kan være det. Heldigvis havde han løbet en del ture herinde i sommers, så han kendte stiens forløb indgående.

Lydene var dog helt anderledes end om sommeren. Mørket og kulden havde lagt sig over trætoppene som en tung dyne, der indkapslede alting. En ugle forsøgte at tude tæt på ham, men dens ”uhh-uhh” nåede kun lige akkurat op til dynen, før det forsvandt, som havde det aldrig eksisteret. Andre dyr gemt inde mellem træernes kulsorte bark peb svagt, en gren knagede eftergivende og hurtige skridt bag ham ramte den frosne sti. Kunne det være en jogger? Nej, ikke så sent.

Han stoppede, men det samme gjorde skridtene. Var det noget, han havde bildt sig ind? Uglen forsøgte igen, og denne gang brød dens tuden igennem dynen og bredte sig ud over hele skoven. Kulden begyndte nærmest øjeblikkeligt at prikke ham i brystet, når han stod stille, så han begyndte igen at gå. Uglen tudede videre med fornyet styrke, og kviste knækkede lige bag ham. Han snurrede voldsomt rundt, men kunne næsten intet se. Lommelygten i hans mobil åbenbarede ikke mere end en meters sti. Dens lys skinnede på det tynde lag af is på jorden og gav det et rødligt skær. En sti indsmurt i blod. Blodsti.

Kuldeknivene stak ham igen i brystet, og han slog sine hænder mod overkroppen. Men blev stående.

“Hey, er der nogen derude?” Han prøvede at gøre sin stemme så dyb og myndig som muligt, men det eneste svar, han fik, var et svagt ekko og et ”uhh-uhh”.

Han løftede lygten over hovedet. Det forlængede kun lyskeglen ganske lidt. Han så intet og hørte intet. Var det noget, han havde bildt sig ind? Det ville ikke overraske ham. Hans hoved havde ikke været … rigtigt det sidste lange stykke tid. Det var naturligvis hendes skyld. Nærmest alt det dårlige i hans liv var hendes skyld. Han sparkede ud i luften og var lige ved at miste fodfæstet. Han sagde hendes navn højt efterfulgt af flere eder og forbandelser, før han igen forsatte ad stien. Han skulle ud af skoven hurtigst muligt. Der var noget fjendtligt over denne nats mørke. Noget ildevarslende.

Uden selv at have opdaget det, var han begyndt at småløbe. Det var ikke ufarligt, for skovstien var glat. Hans fødder slog mod isen under ham, og den knagede. Nej, det var ikke isen. Den knagende lyd kom inde fra træerne. Det, der fulgte efter ham, var nu lige ved siden af ham.

“Hallo! Hvis der er nogen derude, kan I godt komme frem. Jeg vil ikke finde mig i det her!” Han lød ikke særlig truende. Det var som om, mørket og kulden sugede kraften ud af stemmen og fik den til at lyde spag. Da han holdt en kort, forpustet pause og trak vejret ind flere gange, fulgte noget af mørket med og lagde sig tungt i bunden af maven, der trak sig smertefuldt sammen.

Pludselig tændtes et lys foran ham et stykke nede ad stien, og han løb mod det. Han nåede det og blev mødt af blødt stof, varm hud og en forskrækket kvindestemme.

Han prøvede at berolige hende – nu var de jo to til at tage kampen op mod det ukendte i mørket. Men hun begyndte at råbe. Og hun lød som hende. Hun lød alt for meget som hende. Hans hænder lagde sig over hendes mund, og han mærkede hendes små, spidse tænder bore sig ned i fingrene. Mørket trykkede mod dem fra alle sider, men hun ville ikke hjælpe ham. Selvfølgelig ville hun ikke det. Det ville de aldrig. Hans hænder flyttede sig ned over hendes hage og ind under jakkens krave. Sammen med mørket omsluttede han hendes hals og klemte til, indtil hun blev stille.

 

Skrevet af: Christian Klitholm 

Christian er stifter af LitteraTurpasset.
Han er journalist og ivrig skønlitterær forfatter.
Krimier, storladne eventyr og historiske romaner udgør
hjørnestenene i hans litterære diæt.
Mange af historierne her på siden bliver skrevet af Christian.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *