Sigurd måtte hoppe for at nå den store kødkniv, der hang over hovedet på ham. Den lignede et slagsværd i hans små hænder. ”Jeg er klar, Victor. Lad os finde Miriam.”

Tre af de andre drenge hev også en kniv ned fra loftet og fulgte efter Victor. Resten af klassen blev paralyseret stående i lokalet, de havde fundet Anna Sofia i.

”Hvor starter vi?” hviskede Sigurd til Victor.

”Lad os gå hen til afdelingen, hvor én af skræmmefyrene var klædt ud som slagter. Hvem ved, måske er han stadig derhenne?”

Den maltrakterede kvindedukke lå stadig på bordet, men slagteren var væk.

”Måske er han flygtet fra Roland? Hvad med afdelingen længst ovre til venstre i hallen? Der har vi slet ikke været endnu,” sagde Sigurd.

”Okay, lad os forsøge. Men husk nu at holde jer tæt sammen.” Victor gik først med Sigurd, der mumlede om ”den første regel i gyserfilm”, lige bag sig. De andre drenge fulgte efter.

Der måtte være en røgmaskine mere i denne afdeling af hallen, for store skyer steg op fra gulvet. Sammen med halvmørket skar det sigtbarheden ned til få meter. Foran dem kunne Victor skimte to metaldøre. Måske den ene af dem var en ekstra udgang? Håndtagets kolde stål sendte en kuldegysning op gennem hans underarm, da han greb om det. Bag døren var endnu et rum badet i neonfarver. Ovre i hjørnet stod en kurv med menneskehoveder, og på gulvet lå flere blodige lig.

”Har du snart få din blodlyst stillet, Sigurd?” spurgte Victor tørt. Han fik intet svar. ”Sigurd?”

”Han var med os lige før,” lød det fra én af de andre drenge, der lige var kommet ind i lokalet. ”Men man kunne jo ikke se en skid derude.”

Victor bandede, mens han gik ud i hallen igen med kniven i strakt arm foran sig. Mon han ville være i stand til at stikke den i Roland, hvis det blev nødvendigt? Han vidste det ikke.

”Hey, Victor. Jeg har tænkt på noget,” lød det pludselig lige bag ham. Victor var tæt på at tabe kniven.

”Hvad er det, Magnus?”

”Motiv.”

”Hvad?”

”Motiv. Hvad skulle Rolands motiv være for at myrde Anna Sofia og… måske også de der to skræmmefyre og Miriam og Sigurd?”

Victor vendte sig rundt mod Magnus, hvis ansigtstræk flød sammen i røgskyerne.

”Det ved jeg ikke. Hvorfor spørger du?”

”Fordi jeg kender en anden, der nok har et motiv.” Røgen lagde sig tættere om Magnus´ ansigt, der næsten var helt væk nu. ”Anna Sofia var jo en ret smuk og moden pige, så hun har nok ikke rigtig gidet date os 1.g´ere, tænker jeg. Jeg ved i hvert fald, at hun har været sammen med den ene af fyrene, der kører Slagtehuset.”

”Jae, det er rigtigt”, lød det fra en af de andre drenge, der stod gemt i den tykke røg. ”Jeg har også set dem sammen.”

”Men hvad er motivet så?”

”Ham fyren, der vist nok er 25 eller sådan noget…” Magnus holdt en pause for effektens skyld. ”Blev helt vildt jaloux, da Anna Sofia ikke gad se ham mere. Han truede både hende og den nye fyr, hun så.”

Det gik pludselig op for Victor, hvor lidt han egentlig havde vist om Anna Sofia. Han skulle til at svare Magnus, hvis ansigt nu var helt væk, men et højt råb kom ham i forkøbet. Råbet fortsatte nede fra gulvet, hvor røgen var tættest. Victor faldt ned på knæ og følte sig frem med hænderne. Efter lidt tid fik han fat i noget blødt og vådt.

”Hjælp mig,” gurglede Magnus, som om han havde munden fuld af vand.

”Magnus, for helvede. Hvad er der sket?” Victors mave truede med at sende alle Slotspilsnerne fra tidligere på aftenen op igen. Han følte rundt i det bløde og våde, og det gik op for ham, at det var Magnus´ hals.

”Magnus, er du okay, mand?” Victor råbte så højt, han kunne, men det var som om, røgen slugte det meste af lyden. Magnus svarede ikke.

”Victor, Magnus, hvor fanden er I?” lød det fra de to andre drenge.

”Jeg tror… Jeg tror, han er blevet stukket i halsen,” sagde Victor.

”What? Fuck det her pis, jeg løber tilbage til de andre,” lød det fra den ene af dem.

”Vent på mig,” stemte den anden i.

Victor hørte deres usikre skridt forsvinde, og han var alene i røgen med Magnus. Han holdt vejret. Efter ti sekunder lød andre skridt. Hurtigere og sikrere end hans to flygtende klassekammeraters.

”Er det dig, Roland? Jeg har en kniv!” Victor følte, han råbte ind i en pude.
Med kniven strakt ud foran sig gik han ind i røgen, der efter et par minutter begyndte at dele sig. Maskinen, der lavede den, var nok ved at løbe tør for røgvæske. Victor kunne nu se de to metaldøre helt tydeligt. Han gik over til den, de endnu ikke havde åbnet og greb om dørhåndtaget med den ene hånd, mens den anden knugede knivskæftet så hårdt, at det prikkede i fingrene. Inde i det andet rum lå Roland på gulvet med en mand siddende over sig. Manden løftede en stor kniv over hovedet for at hugge den ned i Rolands brystkasse. Victor kastede sig frem mod ham uden at tænke. Hans egen kniv borede sig ind i mandens side og blev siddende. Manden faldt af Roland med et halvkvalt råb og sin kniv fægtende i luften som en dirigent midt i et dramatisk musikstykke.

Victor gik forsigtigt over til ham, men mandens knivarm lå allerede slapt ned langs siden, og hans øjne kiggede op i loftet uden at se. Ligesom Anna Sofias. Det var den ene af skræmmefyrene – ham, der havde kigget irriteret på Anna Sofia og taget deres mobiltelefoner.

Roland begyndte at stønne. ”Victor, h-hvad skete der?”
”Ham fyren prøvede at slå dig ihjel. Jeg… Jeg stoppede ham,” svarede Victor med en stemme, han aldrig havde hørt sig selv bruge før.

”T-tak, du. Han var fuldstændig sindssyg. Råbte og skreg om, at hvis ikke han kunne få Anna Sofia, så skulle ingen have hende.”

”Er du okay?” spurgte Victor og kiggede ned over Roland. Vennen virkede uskadt. Victor løftede hovedet og først dér gik det op for ham, at der lå to kroppe ovre i hjørnet af lokalet.

”Du skal ikke gå derover”, skyndte Roland sig at sige. ”Det er Miriam og Martin.”

”Hvem Martin?”

”Den ene af fyrene, der står bag Slagtehuset.”

”Men var de begge to med til at… myrde Anna Sofia?”

”Nej, Martin prøvede at stoppe Gustav – ham, du lige reddede mig fra. Desværre var Gustav den hurtigste.”

Victors hjerne pressede tusind spørgsmål mod læberne, men det vigtigste fandt vej ud:

”Roland, hvorfor sad du med en kniv ved Anna Sofias lig, og hvorfor flygtede du, da vi fandt dig?”

Alle muskler i Rolands ansigt spændtes samtidig og trak kortvarigt dybe furer i panden og omkring øjnene. Han lignede en træt, gammel mand. ”Anna Sofia og jeg var… gået lidt væk fra jer andre for at være alene. Pludselig var han der bare, Gustav. Med et brændende blik og en kniv i hånden. Han stak den i hende og flygtede. Jeg hev selv én ned fra loftet – du så jo, at lokalet var fyldt med dem – for at kunne forsvare mig. Det var dér, i kom ind.”

”Men hvorfor flygtede du?”

”Jeg…” Roland kiggede op i loftet, som om han søgte efter et svar. ”Jeg ved det ikke. På en eller anden måde tog mit instinkt bare over dér. Det var som om, jeg vidste, at ingen ville tro på, jeg var uskyldig, før jeg havde fået fat i Gustav.”

”Så hvor løb du hen?”

”Over i afdelingen, vi er i nu. Her fandt jeg liget af Martin…” Roland nikkede over mod de to kroppe i hjørnet af lokalet.

Victor havde ikke lyst til at kigge igen. Han hjalp Roland op, og støttede ham, mens de sammen gik ud i slagtehallen igen.

”Stakkels Miriam,” mumlede Roland. ”Hun skulle være gået med jer andre i stedet for at blive siddende ved Anna Sofia.”

Victors hjerte stoppede midt i et slag. ”Hvordan ved du, Miriam blev siddende ved Anna Sofia, hvis du løb rundt ovre i den her afdeling for at lede efter Gustav?”

Victor kiggede på Roland, der pludselig blottede sine hjørnetænder i et rovdyrgrin og lavede en hurtig bevægelse uden for Victors synsfelt. En skarp smerte bredte sig fra højre side af Victors mellemgulv, og han kiggede ned. Hans grå trøje var ved at blive farvet rød.

”Ja, jeg beholdt en kniv på mig for en sikkerheds skyld.” Roland kiggede køligt på Victor, der mærkede benene forsvinde under sig.

”Roland…?”

”Når man tænker på, at du skulle forestille at være min ven, er det sgu utroligt, hvor lidt du interesserer dig for mig. Det hele handler om hende den åndsvage Anna Sofia, ik? Eller, undskyld, handlede.”

Victor ramte betongulvet, og Roland satte sig overskrævs på ham, ligesom Gustav havde siddet på Roland for få minutter siden. Han trak en seddel frem fra lommen og viftede med den foran Victors næse. På den stod ´morder´. ”Nu skal du bare høre, lille Victor. Anna Sofia og Miriam er nogle rigtig søde piger, er de ikke?” Rolands øjne brændte som fakler i røgen lige over Victor. ”Forkert! De er nogle små møgkællinger, der ikke fortjente at leve. Du ved sikkert, at de blev bortvist fra 9. klasse, men garanteret ikke hvorfor. Det blev nemlig tysset gevaldigt ned af skolen. Men nu skal du bare høre: Anna Sofia og Miriam var enormt trætte af min far, deres klasselærer, fordi de ikke fik de karakterer, de mente, de havde fortjent. Så de skrev flere breve til min mor, hvor de udgav sig for at være kvinder, min far havde været i seng med.”

Victor prøvede at tale, men Roland lagde knivens kolde stål mod hans læber.

”Vent lige, til jeg er færdig, tak. Det hele handler ikke om dig, Victor. Nå, men min mor havde været ked af det længe. Tung depression og det hele. Så de breve kom jo på det værst tænkelige tidspunkt. Vi fandt hende i sengen med to tomme glas sovepiller på natbordet. ”

Smerten i Victors side var ved at forsvinde, men til gengæld var han begyndt at fryse. Han var også blevet virkelig søvnig.

”Hov, nu skal du lige holde øjnene åbne. Der er lidt mere, inden du forsvinder, min ven. Det var jo mig, der plantede ideen i de åndssvage piger fra klassen til at komme herind. Ingen af jer ved det, men jeg hjalp Martin og Gustav med at gøre klar til Halloween i år, så jeg kender Slagtehuset rigtig godt. De tre sedler har jeg selvfølgelig også byttet ud: ´ond, ´arrogant´, ´morder´. Den perfekte beskrivelse af Miriam og Anna Sofia, synes du ik´? Egentlig ville jeg først have slået til, når klassen havde fundet dem alle. Jeg havde på ingen måde troet, at jeg skulle slippe godt fra det. Men så ville Anna Sofia pludselig have mig med væk fra jer andre for at kysse, og fandeme om I ikke også glemte Miriam hos hende. Det var stadig yderst tvivlsomt, at pilen ikke ville ende med at pege på mig, men så var du jo vidne til mit mislykkede forsøg på at skaffe Gustav af vejen, da han kom ind i rummet, mens jeg var der med Miriam og Martins lig. Pludselig var der en reel mulighed for, at jeg ville klare frisag.”

Victor frøs ikke længere, men en ukontrollabel træthed havde ramt alle hans lemmer, og det var umuligt at holde øjnene åbne. ”Hvorfor myrdede du… flere end Anna Sofia og Miriam? Hvad havde… Magnus gjort?”, hviskede han.

”Hvorfor ikke? Når nu jeg alligevel regnede med at blive hentet af politiet, kunne jeg ligeså godt få lidt ekstra sjov ud af det. Jeg havde sgu ikke forventet, at du næsten blev det vidne, der kunne få mig til at se uskyldig ud.”

Roland kærtegnede Victors kind med kniven. Victor kunne ikke længere føle dens kulde.

”Nå, men nu hvor du ikke længere kan bruges, er der jo ingen grund til at holde dig i live. Du har sgu også altid irriteret mig lidt, Victor. Godnat.” Roland hævede kniven over hovedet. Victor magtede ikke engang at løfte en arm for at afværge.

”Neeeej!” Røgen bølgede til side, da 160 centimeter krøllet sammen som en kugle slog ind i siden på Roland og væltede ham af Victor. Rolands hoved slog hårdt ned i betonen, og kniven gled ud af hans hånd.
”Hold kæft, hvor vi bare er dårlige til at være med i en gyserfilm!” prustede Sigurd. ”Jeg går ud fra, at Roland har nøglen. Lad os få dig ud herfra og på hospitalet med det samme.”

 

Skrevet af: Christian Klitholm 

Christian er stifter af LitteraTurpasset.
Han er journalist og ivrig skønlitterær forfatter.
Krimier, storladne eventyr og historiske romaner udgør
hjørnestenene i hans litterære diæt.
Mange af historierne her på siden bliver skrevet af Christian.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *