Slagteren vendte sig rundt mod klassen og løftede kødøksen. Pigerne skreg igen, og Sigurd råbte ”wow” flere gange.

”Har du set Roland og Anna Sofia?” spurgte Victor Miriam, da klassen igen var faldet nogenlunde til ro.

”De er nok gået et sted hen for at kysse,” svarede hun ligegyldigt.

Et kort øjeblik ønskede Victor, at det var Roland på slagtebænken.

”Men så du, hvor de gik hen? Jeg var sammen med dem lige før.”

”Nej, det gjorde jeg ikke,” fortsatte Miriam irriteret og forsvandt ud af den røde afdeling sammen med et par af de andre piger.

”Vent!” råbte Sigurd. ”Vi er da nødt til at blive sammen. Det er den første regel i gyserfilm: Dem, der ikke bliver sammen med gruppen, myrdes som de første!”

En skinger, ustemt violin var begyndt at spille, da de kom ud i hallen igen, der virkede en smule lysere nu. Victor kunne begynde at ane skillevægge, der gik på tværs af lokalet og inddelte det i flere små afdelinger.

”Se, hvad jeg fandt!” Sigurd kom løbende ud til resten af klassen.

”Behøver du råbe sådan hele tiden, Sigurd? Du skræmmer nærmest ligeså meget som ham slagteren,” vrissede Miriam.

”Fedt,” lød det begejstret fra Sigurd. ”Jeg har sgu fundet den første seddel. Den lå nede i kvindens blodige hals.”

Han viftede triumferende med et lille, krøllet stykke papir med røde pletter på.

”Ond,” hviskede han, mens han foldede det ud. ”Det er, hvad der står på det: Ond. Hvad mon det betyder?”

Ingen svarede ham. Victor kunne fornemme på flere af sine klassekammerater, at de faktisk glædede sig til at komme ud. Det var muligt, at parallelklassen ikke havde syntes, besøget var nær så fedt, som de havde givet udtryk for.

”Har nogen set Roland og Anna Sofia?” spurgte Victor de andre. Heller ikke han fik noget svar.

Sigurd førte an over til næste skillevæg og gik rundt om den. Klassen fulgte efter, trykket tæt sammen. Afdelingen, de kom ind i nu, var oplyst af sygelige, grønne farver. Der hang flere døde grise på kroge i loftet. Og et enkelt menneske.

”Grisene er i hvert fald dukker,” konstaterede Sigurd og prikkede til ét af dyrene med lommelygten. ”Og det er ham her også.” Menneskedukken drejede rundt på krogen, da Sigurd stak til den med lygten, så dens store, døde plastikøjne kiggede ned på klassen.

Victor opdagede, at han og flere andre holdt vejret. Hvilket chok mon ventede dem her inde?

”Se, en grisemaske!” råbte Sigurd, mens Miriam tyssede på ham. ”Den lå på gulvet,” fortsatte han lidt lavere. ”Burde én eller anden ikke have haft den på? Og se, der ligger en seddel inde i den. ´Arrogant´ står der på den.”

Da ingenting skete i lokalet med de døde grise, gik klassen videre. Med undtagelse af Sigurd, der nok havde håbet på mere, virkede de fleste tydeligt lettede.

”Lad os prøve at gå derover,” sagde Miriam, der lod til at mene, Sigurd havde ført an længe nok. Hun trak lommelygten ud af hånden på den lille dreng og marcherede hen mod en ny skillevæg. Sekundet efter, hun forsvandt rundt om den, fyldte aftenens højeste skrig slagtehallen.

”Haha,” triumferede Sigurd, mens han også løb rundt om skillevæggen. Og så et par sekunder senere: ”Whaaaaat?”

Resten af klassen kiggede uroligt på hinanden og fulgte efter. I næste afdeling hang flere hundrede slagteknive ned fra loftet og en stor blodplet fyldte gulvet. Midt i den lå Anna Sofia. Hendes øjne kiggede lige op i luften uden at se noget. Over hende sad Roland med en kniv i hånden.

”Er det her en joke?” spurgte én af de andre drenge. Roland svarede ikke, men kiggede bare fortryllet, skiftevis på Anna Sofia og kniven i sin hånd.

”Anna S, det her er fandeme ikke sjovt,” lød det panisk fra Miriam, der knælede ned ved siden af veninden og ruskede i hende.

Victor forventede hvert øjeblik, at hende og Roland ville råbe ”snydt” og grine af deres skræmte klassekammerater, men Anna Sofia lå fuldstændig stille, og Roland virkede paralyseret.

”Jeg tror, vi skal tage kniven fra ham,” hørte Victor sig selv sige, og da ingen reagerede, nærmede han sig forsigtigt Roland.

”Hun er… død. Hun er død!” skreg Miriam lige pludselig, og det var som om, hendes råb tændte for en kontakt i Roland. Pludselig sprang han op og kiggede vildt på resten af klassen, der alle rykkede et skridt bagud. Uden et ord løb Roland forbi dem alle ud i hallens mørke.

”Så ring dog til politiet én eller anden. Han har slået hende ihjel!” råbte én af drengene.

”Hvordan? Vores telefoner ligger jo udenfor,” svarede Sigurd.

”Jamen så lad os da komme ud til dem. Der render jo for fanden en morder rundt herinde!”

Klassen hastede hen til udgangen, og Sigurd rev i den som den første.

”Den er låst”, konstaterede han svagt.

Et par af de større drenge skubbede ham til side og begyndte at flå i den massive ståldør, men den gav sig ikke en millimeter.

”Hjælp! Kan I høre os? Hjælp!” råbte drengene, men der kom ingen reaktion.

Den skingre violinmusik var steget i styrke, og de skæve, højfrekvente toner skar ubehageligt i ørerne. Victor kiggede rundt på sine klassekammeraters ligblege ansigter.

”Mindst én af skræmmefyrene må vel stadig være herinde – ham, der var klædt ud som slagter. Han må have en nøgle,” sagde han.

”Ja, hvis ikke Roland har stukket ham ned også,” lød det dystert fra Sigurd.

Victor nåede ikke at bede ham holde kæft, for én af pigerne talte først:

”Hvor er Miriam?”

”Gik hun ikke med os?” spurgte en anden pige.

”Shit, hun sidder stadig hos Anna Sofia!” Victor løb tilbage mod knivrummet. Bag sig hørte han Sigurd og de andre råbe.

Anna Sofia lå på samme måde med de livløse øjne stirrende op i loftet. Hun lignede en smuk dukke. Denne gang fik Victor øje på det store, åbne sår i hendes hals, som blodet strømmede fra. For bare en halv time siden havde hun været en levende, smilende, sansende pige. Hun ville aldrig blive student, aldrig få kørekort, aldrig lære… ham at kende. En ufattelig tristhed truede med at skylle ind over ham, men den blev brutalt suget væk af adrenalinens malmstrøm: Miriam sad ikke længere hos Anna Sofia.

Victor hørte skridt lige bag sig og snurrede voldsomt rundt. Det var Sigurd.

”For helvede, Victor. Du kan sgu da ikke bare smutte på den måde. Den første regel i gyserfilm, ik´?”

”Miriam er væk,” sagde Victor åndeløst, mens adrenalinen blev højtryksspulet rundt i hans system.

Resten af klassen dukkede op bag Sigurd. De fleste så ud til at være tæt på at besvime. Victor tøvede et øjeblik og talte så til dem, der stadig så ud til at kunne tænke nogenlunde klart:

”Okay, hør her. Vi kan ikke ringe til politiet eller komme ud af det her… Slagtehus. Vi er nødt til at vente på, at hjælpen kommer til os, men i mellemtiden er der altså en morder på fri fod, og han har Miriam.” Victor rakte armene i vejret og fik løsnet én af knivene i loftet. De virkede ikke ligefrem skarpe, men det måtte være bedre end ingenting. ”Hvis hun stadig er i live, er vi er nødt til at hjælpe hende. Hvem er klar?”

 

Skrevet af: Christian Klitholm 

Christian er stifter af LitteraTurpasset.
Han er journalist og ivrig skønlitterær forfatter.
Krimier, storladne eventyr og historiske romaner udgør
hjørnestenene i hans litterære diæt.
Mange af historierne her på siden bliver skrevet af Christian.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *