Hvor mange smil mon der gik på en forelskelse? Tre? Fem? Victor var ikke sikker. Han havde selv sendt i hvert fald femten efter Anna Sofia i aften og nok modtaget et sted mellem tre og fem. Anna Sofia var desværre sådan en pige, der smilede venligt til alle, uanset hvem det var. Men var der ikke en anden slags liv i hendes øjne, når det var til ham? Jo, uden tvivl.

”Hey, snap ud af det, mand. Du sidder og stener.” Roland knipsede Victor hårdt på øret.

Victor slog ud efter vennen, der dukkede sig.

”Skål, for fanden,” sagde Victor og klinkede sin lunke Slots Pilsner mod Rolands. ”Hvornår smutter vi?”

Roland sugede sin øl tom, før han svarede ved at bøvse hvert ord: ”Snart, tror jeg”. Ved den sidste bøvs faldt hans plastik-vampyrtænder ud af munden. Victor havde smidt sine egne først på aftenen, men Roland mente åbenbart, de gav ham en fin mulighed for at bide pigerne i nakken med jævne mellemrum.

Victor kiggede ud over resten af 1.y. Nogen havde hugtænder og andre røde monsterøjne. En lidt halvhjertet udklædning for de flestes vedkommende, men festen var også kommet i stand i sidste øjeblik, da nogen af pigerne pludselig fandt ud af, at klassen da burde fejre Halloween.

Victor havde kun kendt de andre i to måneder, siden de startede i gymnasiet. Det samme med Roland. De to var øjeblikkeligt kommet op at skændes om pladsen tættest på døren i biologitimen. Dernæst om, hvem der skulle have lov til at lægge an på Marie fra parallelklassen. Da hun afviste dem begge til fordel for en 3.g´er med egen bil og et urealistisk tæt fuldskæg, drak de tyve sørge-øl sammen og havde været venner siden.

”Er alle klar? For så går vi nu!” råbte Miriam, der holdt festen. Det gav hende meget belejligt mulighed for at give ordrer på sin sædvanlige, irriterende bestemmefacon.

Målet var det nedlagte slagteri i udkanten af byen. To fyre havde sidste år lavet det om til et såkaldt ´haunted house´ fyldt med skræmmende overraskelser. Fyrene havde været på inspirationstur til USA, hvor den slags åbenbart er vildt populært omkring Halloween. Men der er langt fra USA til en mellemstor, dansk provinsby, så fyrene lokkede ikke mange til sidste år. I år var det gået lidt bedre, og parallelklassen havde haft en fed og, fortalte de, ret uhyggelig oplevelse i sidste uge.

På vej ud i gangen gik Roland snerrende til angreb på Anna Sofias hals. Victor havde vennen mistænkt for også at være lidt vild med hende. Men hvem var egentlig ikke det? En ting var, at hendes store, grønne øjne og forbandet sexede smil kunne feje benene væk under enhver, men hun var også sød og intelligent. Og til at tale med. I modsætning til de fleste andre piger i klassen.

Anna Sofia skubbede hvinende Roland væk, men han lavede endnu et udfald og greb hende om livet. Brandvarm jalousi boblede øjeblikkeligt op i Victors hals, og han fik svært ved at trække vejret. Roland var desværre en pæn fyr med markerede kæber og langt pandehår, der faldt ned i øjnene på den helt rigtige Twilight-agtige måde. Hvad mon Anna Sofia syntes om det?

”Hey, Victor. Vent lige,” prustede Roland og løb op ved siden af ham, da de kom ned på gaden. ”Hvorfor venter du ikke, mand?”

”Du kan sgu da bare skynde dig, din abe.”

”Jaja, ok. Nå, hva´ så, er du spændt? Michael fra 1.x fortalte mig, at dem, der har huset ligger på lur med slagterknive og grisemasker og sådan noget. Og så springer de frem og skræmmer livet af én. Og der er pissemørkt og klamt derinde.”

”Jae, det lyder fint,” svarede Victor langsomt, mens han fulgte Anna Sofia og Miriam med øjnene. De gik sammen med et par af de andre piger længere fremme på fortovet. Så vidt han forstod, kendte Miriam og Anna Sofia hinanden fra folkeskolen, hvor de gik i samme klasse. Et rygte lød på, at de var blevet bortvist inden eksamen og næsten ikke var kommet i gymnasiet. Victor lyttede ikke så meget til den slags. Især ikke om Anna Sofia, som de andre piger elskede at sladre om.

Pludselig blev Victors højre ben sparket hårdt ind mod det venstre midt i et skridt, så han næsten smækkede næsen ned i asfalten.

”Hva´ så boys?” lød det bag dem. Til venstre for Victor undgik Roland også kun med nød og næppe at styrte forover.

”Pis nu af med dig, Sigurd, din fede idiot,” sagde Roland irriteret.

”Pis da selv af, Roland-pikspiller,” svarede Sigurd åndssvagt. ”Det var sgu da bare for sjov.”

”Vildt sjovt at brække næsen på andre, hva´?”

Rolands temperament var aldrig mere end en halv grad fra at koge over, vidste Victor. Og det burde Sigurd egentlig også. Men det var ikke kun på højden, deres klassekammerat var udfordret. Hans 1.60 centimeter gemte ikke på ét gram modenhed, og han burde nok have gået 9. klasse om et par gange for at forberede ham på den noget mere voksne måde, man forventedes at opføre sig på i gymnasiet.

Roland og Victor traskede over til busstoppestedet med Sigurd i hælene. En kort bustur senere steg hele klassen af i byens tidligere industriområde. Meget af arbejdet var flyttet til Østasien, og de store fabriksbygninger lå ubrugte og forfaldt side om side. I det tiltagende aftenmørke lignede de slumrende kæmper.

”Uhh, spooky,” sagde Sigurd og pegede på en særligt hærget bygning med flere knuste vinduer og ukrudt voksende langt op ad murene. Han gik igen lige bag Roland og Victor.

Inden Roland fik bedt ham skrubbe af, nåede klassen frem til slagteriet. Ude foran den anonyme, grå betonbygning lyste to projektører op på et stort skilt, hvorpå der stod ´Slagtehuset´ med blodrøde bogstaver. Under skriften var et billede af en mand i hvid kittel, der lige havde boret en kødkniv ind i panden på en kvinde.

”Fedt,” mumlede Sigurd.

Fyrene bag Slagtehuset lignede nogen, der havde fundet deres rette hylde i livet, tænkte Victor. To gange i deres gennemgang af, hvordan et besøg fungerede, trak de en stor kniv og sprang råbende frem mod pigerne, der kvitterede med højfrekvente skrig.

”Godt, skal vi så komme i gang. Det her er sidste mulighed, hvis nogen af jer ikke tør alligevel,” sagde den ene af fyrene og blinkede til Anna Sofia.

”Selvfølgelig gør vi det,” svarede hun. ”Men du har måske selv fået kolde fødder?”

Det meste af klassen grinede, og fyren kiggede både overrasket og irriteret på hende.

”Fuck, hvor er Anna Sofia egentlig sjov. Det er piger ellers aldrig,” hviskede Sigurd. Roland mimede ”hold kæft” til ham.

Forstemte klavertoner spillede ildevarslende fra flere skjulte højttalere, og røgskyer bølgede ud over gulvet, da de kom ind på slagteriet.

”Ja, det er fedt, Sigurd, jeg ved det godt,” kom Roland den lille dreng i forkøbet.

”Godt,” lød det pludselig lige bag klassen. Flere af pigerne skreg igen. Skræmmefyren havde sneget sig ind på dem. ”Opgaven går altså ud på at gennemsøge hele Slagtehuset. Der er tre sedler gemt de mest uhyggelige steder herinde. Hver seddel er et spor. Hvis I finder dem alle, kan I måske løse gåden, der får jer ud herfra igen.”

”Og hvad hvis vi ikke finder dem?” spurgte Sigurd.

”Ja, så må I jo nok blive herinde,” svarede fyren alvorligt. ”Nåeja, i øvrigt er I lige nødt til at aflevere jeres mobiltelefoner i kurven her, inden I fortsætter. Vi vil helst ikke have, at der bliver taget billeder inde i hallen.”

De stod i et hjørne af Slagtehuset, men det var umuligt at få et overblik. Det meste henlå i mørke. Klassen på cirka 20 elever havde fået udleveret tre lommelygter, og Sigurd havde selvfølgelig bemægtiget sig den ene. Han førte nu an ind i hallen.

”Jeg er altså nødt til at søge lidt beskyttelse hos jer stærke drenge.” Anna Sofia smøg sig ind mellem Victor og Roland og stak en hånd ind under hver deres arme. Miriam sukkede irriteret.

”Bare rolig. Scooby-Doo her klarer eventuelle spøgelser,” lød det øjeblikkeligt fra Roland med præcis samme stemme som tegnefilmshunden. Anna Sofia fnisede, og Victor grinte kunstigt.

”Er I med alle sammen?” råbte Sigurd. Han var allerede ti meter foran de andre, og man så kun den svingende lyskegle fra hans lommelygte.

”Nej!” råbte det meste af klassen.

”Skynd jer! Det er røvfedt, det her!” Sigurd forsvandt omkring et hjørne.

Der var tale om en mindre afdeling af slagteriet, badet i rødt lys. På et træbord lå en kvindekrop uden hoved og en slagter stod bøjet ind over hende. Hans store kødøkse var begravet i hendes ene arm.

”Det der, det er bare dukker,” kom det snusfornuftigt fra Miriam. ”Det kan man da tydeligt se, og…”

Inden hun nåede at sige mere, løftede slagteren øksen og slog den hårdt ned i bordet. Victor blev faktisk mere forskrækket over pigernes ukontrollerede skrigeri end selve den levende slagter, der selvfølgelig var den ene af skræmmefyrene. Det skulle han til at fortælle Roland og Anna Sofia, men ingen af dem stod længere ved siden af ham.

 

Skrevet af: Christian Klitholm 

Christian er stifter af LitteraTurpasset.
Han er journalist og ivrig skønlitterær forfatter.
Krimier, storladne eventyr og historiske romaner udgør
hjørnestenene i hans litterære diæt.
Mange af historierne her på siden bliver skrevet af Christian.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *