Jacob hader sig selv for det, men han har gjort som alle andre og smidt to månedslønninger efter det helt nye mediesystem fra Onyx. Det ser på ingen måde prangende ud. Ligner vel nærmest en kedelig, grå dækkeserviet, der ligger på hans skrivebord som en ufærdig middagsopdækning. Men dækkeservietten indeholder markedets mest avancerede teknologi. Det er det eneste system, som kan afspille de nye 5D-filer. En lille, rød lampe blinker ude i Onyxens højre side.

Jacob tænker på dengang, 3D-filmene stadig lyste biografmørket op alle steder og sendte popcornene galt ned i halsen på folk, når en motorsavsmorder eller en dræberhaj pludselig befandt sig halvvejs ude i salen. Senere fandt 3D også vej til hjemmebiograferne, og så kunne dræberhajen ellers svømme rundt dér og snappe efter sofafolket.

Jacob syntes, det var en tåbelig måde at se film på. Det fjernede fokus fra handlingen – eller måske mangel på samme – og det gav ham altid hovedpine. Hvad var der nu galt med gode, gammeldags todimensionelle film?

Efter 3D kom 4D, der tilføjede lugte til oplevelsen, så hele familien kunne indsnuse krudtrøgen fra et storslået søslag eller den ramme stank fra bunden af en fangekælder. 4D krævede god udluftning hjemme i stuen.

Og nu hedder det nye altså 5D. Jacob har endnu ikke set film på denne måde, selvom salgstalerne flyder fra venner og kollegaer: ”Du har aldrig prøvet noget lignende”, ”Livsændrende”, ”En grundvoldsrystende oplevelse”.

Som Jacob har forstået det, leverer 5D ikke blot et flerdimensionelt billede ledsaget af forskellige lugte, som man er vant til fra 4D. 5D går skridtet videre. Adskillige skridt videre faktisk. Når man vil se en 5D-film, skal man først iføre sig et gråt metalpandebånd, der løber hele vejen rundt om hovedet. Det modtager signaler fra hovedfilen, der loader sit indhold op på Onyxen. Pandebåndet sender derefter elektriske impulser direkte ind i hjernen på brugeren og giver ham følelsen af at være tilstede i det miljø, hvor filen er optaget. Teknologien er så avanceret, at den gør brugeren i stand til at lugte, smage og føle præcis det samme, som personen, der har båret et lignende pandebånd, mens vedkommende optog filmen.

Der findes masser af lovlige film på markedet, der tilbyder faldskærmsudspring, boksekampe og endda sexoplevelser. Men det er ikke de lovlige, Jacob er interesseret i. Det lovlige har aldrig interesseret ham. Han vil have noget ekstra. Heldigvis kender én af hans kammerater en fyr, der handler på det illegale filmmarked.

Fyren havde først spurgt, om Jacob var interesseret i at skyde et næsehorn? For så havde han en film, der ville sende Jacob direkte ind i Kruger National Park med en riffel i hånden. Han kunne så ligge på maven og indsnuse det varme støv, mens han mærkede pegefingeren krumme sig om aftrækkeren. Han ville fornemme adrenalinen boble i kroppen som hos den rigtige krybskytte, da han affyrede det dræbende skud, og så et to tons næsehorn styrte omkuld. Endelig ville han tage del i den euforiske følelse af magt og overlegenhed, når krybskytten skar de værdifulde horn ud af det blodige kødbjerg. Alt dette kunne ske uden den mindste risiko for at tilbringe 20 år i et sydafrikansk fængsel. Men hvis næsehornsjagt ikke var nok for Jacob, havde fyren også noget andet og ”meget mere sjældent”.

Jacob havde taget imod den lille, grå harddisk, som han nu slutter til Onyxen, mens han tager pandebåndet på. Maskinens røde lampe blinker hurtigt, og pludselig forsvinder alt: Onyxen, skrivebordet, rummet, og Jacob sidder i totalt mørke. Eller faktisk står han op. Han kan i hvert fald mærke sin fulde vægt trykke mod fodsålerne. Havde han rejst sig op, da filmen startede? Han mærker en kold flade mod sin højre hånd, da den rækker ud i mørket. Bevægelsen forskrækker Jacob, for den er ikke hans egen. Hånden famler langs, hvad der føles som en stenmur, men han styrer den ikke. Overhovedet ikke. Hånden finder det, den leder efter, og rummet bades i grønlige nuancer fra et skarpt neonlys, da stikkontakten klikkes ind. Midt i det grønne og omkring 5 meter foran ham sidder en mand på en stol. Jacobs fødder går, uden at spørge deres ejermand, tættere på manden i stolen.

Fødderne stopper 1 meter før, de når manden i stolen.

”I behøver sgu ikke at binde mig. Jeg er jo selv gået med til det her,” siger manden usikkert på gebrokkent engelsk.

”Det er det, vi har bedst erfaringer med,” hører Jacob sig selv sige på et langt mere formfuldendt og elegant engelsk. Men stemmen er ikke hans egen. Den ligger mindst en halv oktav under og kilder på en anden måde i halsen.

”Ok, jeg synes bare ikke, det er nødvendigt,” fortsætter manden i stolen, hvis hænder er samlet bag ryggen. Et blåt reb er bundet stramt om hans ben. Selvom han sidder ned, er det tydeligt at se, at han er meget lille, måske omkring halvanden meter høj. Hans hals er tynd og rynket, og en blodåre i den dunker hidsigt mod huden. Han er nok midt i 50´erne, vurderer Jacob, og så ser han asiatisk ud. Hans dialekt lyder også som den, man hører i film, når kinesere taler engelsk.

”Var det 5 minutter, vi blev enige om?” kvækker manden, der lyder som om, han er ved at miste stemmen.

Han modtager intet svar, selvom Jacob har en del spørgsmål, han gerne vil stille ham, men munden lystrer ligeså lidt som fødderne.

Hele Jacobs krop sætter i bevægelse, da han går ned på hug. Hånden rækker igen ud, men denne gang får den ikke fat i en stikkontakt. Jacob ville have udstødt et råb, hvis han kunne, men han har ingen kontrol. Det har til gengæld manden, hvis krop han er på besøg i, og hans store hånd har lige trukket en hammer ud af en taske.

”Prøv lige og hør engang, det kan godt være, jeg gerne vil tænke lidt længere over det. For fanden, hør lige her, jeg har ombestemt mig! Det er ikke pengene værd, slip mig fri! Slip mig så fri, hører du?” Den lille mands stemme er panisk.

Jacob svarer ham stadig ikke, men nu løfter han hammeren og går helt tæt på den lille mand.

Nej, det her vil jeg ikke være med til, prøver Jacob at sige, men hammeren bliver bare løftet højere.

Stop, tænker Jacob, da det første slag falder. Den lille mands ene knæskal bliver knust med samme lethed som et æg mod en pande, og den knasende lyd er ubeskrivelig. Jacob har aldrig hørt noget lignende før, og han har lyst til at få kvalme. I stedet mærker han en varme gennemstrømme sig. En dyb, behagelig følelse, der starter i maven og breder sig til hele kroppen. Da ofret i stolen skriger af smerte, bliver varmen stærkere. Manden nyder det her, tænker Jacob, da de i fælleskab smadrer asiatens anden knæskal.

”Vil du ikke nok stoppe? Jeg vil gøre alt, hvad du vil have. Bare stop,” klynker den lille mand, mens hans øjne sejler rundt i hovedet.

”Så så, rolig nu,” siger Jacob og voldsmanden med én mund.

Den store hånd giver slip på hammeren, og et øjeblik håber Jacob, at forestillingen er slut, men så mærker han, hvordan varmen i kroppen bliver afløst af… forventning? Ja, der er ingen tvivl. En forventning så stærk som hos et barn på vej ind i en forlystelsespark.

Hånden fisker et nyt redskab frem fra tasken, og Jacob skræver hen over de ødelagte ben, så han kommer helt tæt på den skrækslagne mand i stolen. Nu får han det fulde udbytte af 5D-oplevelsen, da hans næse rammes af stanken af urin. Manden har i sin panik givet slip på enhver kontrol. Jacobs ene hånd tager et greb i hans hår og holder hovedet fast, mens den anden bevæger det nye redskab hen mod det højre øje. Jacob kan ikke mere. Shit, hvordan var det, man afbrød sendingen? Den spidse syl når ofrets øje og borer sig ind, mens skrigene fylder det neongrønne rum. Nej, nej, ikke mere. Stop for fanden, stop! Og så husker han det: ”Afbryd sending”. Neonrummet forsvinder, og Jacob er tilbage på sit kontor. Den lille lampe på Onyxen blinker langsomt til ham.

 

Skrevet af: Christian Klitholm 

Christian er stifter af LitteraTurpasset.
Han er journalist og ivrig skønlitterær forfatter.
Krimier, storladne eventyr og historiske romaner udgør
hjørnestenene i hans litterære diæt.
Mange af historierne her på siden bliver skrevet af Christian.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *